Julekort fra Danske Arkitektvirksomheder 2020

2020: Hvad skete der lige dér?

Dato 16.12.20 |
Af:
Lene Espersen

Året har stået i Coronaens tegn - så absolut! Det har betydet nye måder at arbejde på og store bekymringer for masser af virksomheder. Byggebranchen har foreløbig klaret sig nogenlunde igennem. Det skyldes ikke mindst, Regeringens beslutning i 2020 om at hæve anlægsloftet og herudover at give grønt lys for, at Landsbyggefonden kunne afvikle køen af renoveringsprojekter.

Men 2020 er - selvom det nok af gode grunde er gået henover hovedet på mange - også året, hvor erhvervslivet virkelig trak i arbejdstøjet på klimaets vegne. Det skete i ly af Coronaens første bølge i foråret med regeringens klimapartnerskaber, hvor Danske Arkitektvirksomheder var med i bl.a. klimapartnerskab for byggeri og anlæg. Her kom repræsentanter fra over 100 virksomheder med 27 konkrete forslag til, hvordan byggeriet kan bidrage til at nedbringe CO2-udledningen.

Vi har fortsat fokus på at få flere af klimapartnerskabers anbefalinger igennem det politiske system. Der er mange lavthængende frugter i forhold til at indfri byggeriets klima-potentiale. Regeringens udspil til en strategi for bæredygtigt byggeri, der kom her i starten af december 2020, er et skridt på vejen. Det samme gælder den frivillige bæredygtighedsklasse i Bygningsreglementet. Men der er stadig brug for et langt større fokus på cirkulær økonomi, på klimatilpassede bygninger og landskaber – og så er der brug for mange flere energirenoveringer ude i kommunerne, hvis vi skal have samfundet godt igennem 2021.

Vi ses - på Teams - og på tegnestuerne!

Det har selvfølgelig også været et år med enorme forandringer, i forhold til den måde vi normalt mødes, udveksler erfaringer, netværker og kommunikerer med hinanden på – pga. Coronapandemien. I Danske Arkitektvirksomheder måtte vi i foråret aflyse organisationens 60-års fødselsdag samt et planlagt klima-topmøde. Folkemødet blev aflyst, sammen med vores lanceringer af forskellige publikationer og værktøjer – det samme gjorde en masse medlemsmøder. Vi har selvfølgelig omstillet til digitale møder og har også her i efteråret afholdt en række online webinarer med over 200 deltagere, om hvordan arkitekter indarbejder Verdensmålene i deres projekter og forretning. En stor succes, der har vist os, at vi kan nå ud til langt flere medlemmer ved at bruge de digitale platforme mere kreativt og i dialogen med vores medlemmer. Det tager vi med ind i 2021.

Men selvom den digitale mødeform ikke er helt tosset, så må jeg også erkende, at noget af det, jeg har savnet allermest i året der er gået, er medlemsbesøgene. Jeg har savnet at besøge mine medlemmer og møde dem og deres medarbejdere på tegnestuerne rundt omkring i landet.

Det vil jeg glæde mig til at kunne gøre i 2021.

Rigtig glædelig jul og godt nytår!