Foto: Fish Market 3XN
Den danske arkitektvirksomhed 3XN har vundet konkurrencen om at tegne det nye Fish Market i Sydney.

3XN skal bygge ny turistmagnet i Sydney 

Opdateret 04.07.17 |
Af:
Mia Winther-Queen

Illustration: 3XN 

Den danske arkitektvirksomhed 3XN har netop vundet den internationale konkurrence om at bygge det nye Sydney Fish Market. Det forventes at blive en attraktion på lige fod med Operahuset i samme by. 

3XN skal bygge nyt, stort og dyrt i Australiens hovedstad Sydney. Sydney Fish Market, der er hvad navnet antyder, et åbent fiskemarked med auktioner, restauranter og offentlige pladser, skal fylde 100.000 kvm og har en forventet byggesum på 1,5 mia. kroner. 

Arkitektvirksomheden 3XN har før været forbi metropolen Sydney for at sætte sit præg på byen, da de vandt konkurrencen om at tegne Quay Quarter Tower, der er en 49 etager høj skyskraber med kontorlokaler, restauranter og barer. Ifølge 3XN passer Australien godt til den danske mentalitet. 

"Sydney har de seneste år fokuseret på at styrke byens arkitektoniske profil yderligere og ligger i højere grad vægt på design excellency konkurrencer. Derudover har vi et godt samarbejde med australske arkitekter og oplever i det hele taget, at den australske og danske mentalitet passer godt til hinanden," siger Jeanette Hansen arkitekt og CEO hos 3XN. 

Det er ikke første gang, at en dansk arkitekt skal tegne ikonisk byggeri i Sydney. Jørn Utzon's Operahus  fra 1973, har tiltrukket turister fra hele verden. Der er derfor store forventninger til endnu en ikonisk dansk bygning i storbyen.

"Det er et utrolig vigtigt projekt både for Sydney og for 3XN. Der er stor bevågenhed omkring projektet, så det er noget, der er med til at konsolidere vores position yderligere i Australien." Jeanette Hansen, CEO, 3XN

Vigtigt projekt for 3XN

60 internationale tegnestuer søgte om deltagelse i konkurrencen om et af de største offentlige projekter i byen. Nyheden blev offentliggjort af UrbanGrowth NSW, der en statslig organisation, der skal facilitere urban transformation i delstaten New South Wales, hvor Sydney ligger. Projektet har stor betydning for 3XN, der håber på flere lignende projekter i den del af verden. 

"Det er et utrolig vigtigt projekt både for Sydney og for 3XN. Der er en global udvikling i gang, hvor byer revitaliserer tidligere industriområder, så det er også en god reference for os i forhold til fremtidige projekter. Der er stor bevågenhed omkring projektet, så det er noget, der er med til at konsolidere vores position yderligere i Australien," siger Jeanette Hansen og fortsætter: 

"Sydney har med Utzon’s Operahus et særligt forhold til dansk arkitektur, så det er med en smule ærefrygt hver gang, at vi giver os i kast med et nyt projekt Down Under."

3XN skal lede byggeriet i samarbejde med deres innovationsenhed GXN, den Sydney baserede arkitektvirksomhed BVN og landskabsarkitekterne Aspect Studios.

Læs mere om projektet