ACT Architects udvider: Tidligere tegnestuemedejer bliver ny partner
Jette Lind Johansen blev i sidste uge udnævnt som partner i den danske tegnestue ACT Architects som den første partner, der hentes uden for virksomhedens egne rækker.
”Den tilgang og arkitektoniske æstetik og kvalitet, som ACT Architects står for, har jeg længe haft stor respekt for. Jeg mener, at vi som arkitekter skaber værdi ved at udfolde en bygnings æstetiske, funktionelle og rumlige potentiale med respekt og forståelse for både nutidens og fremtidens behov. Jeg tror på, at fremtidens bygninger skabes ved at insistere på arkitekturens værdighed, den faglige stolthed og et godt samarbejde på tværs af de forskellige roller i et projekt. Det er helt i tråd med de grundværdier, ACT Architects er bygget på,” siger Jette Lind Johansen.
Jette Lind Johansen er uddannet arkitekt og har tidligere været blandt andet medejer, partner og direktør i SITE, der i 2018 blev en del af ERIK Arkitekter, hvorfra hun udtrådte af partner- og ejerkredsen i 2023.
Hun har erfaring fra en række vigtige projekter inden for særligt erhvervsbyggeri, ligesom hun har været en del af restaurering- og transformationsprojekter over hele landet. Dermed supplerer Jette Lind Johansen ACT Architects kapacitet på disse områder
ACT Architects blev stiftet i 2022 og har i dag 22 medarbejdere. Foruden Jette Lind Johansen består partnerkredsen af Mikkel Westfall, Nina Clement, Lene Foder og Natasja Cornelius.