VIRKSOMHEDERS VALG AF KONTORDOMICIL

Opdateret 06.02.17 |
Af:
Cathrine Filia Trakossas

Foto: Colliers International og Green Building Council Denmark

22 % af landets virksomheder overvejer at flytte. Når de vælger nyt domicil, er der meget mere end den rigtige beliggenhed på spil. Det viser en ny undersøgelse; ’Beliggenhed – Branding - Bæredygtighed’.

Analysen viser – ikke overraskende – at beliggenhed er det vigtigste ved valg af kontordomicil. Hvad der derimod kan overraske nogen er, at virksomheders domiciler for alvor er blevet identitetsmarkører og spiller en afgørende rolle i virksomhedens branding, både corporate branding og employer branding.

”Vi husker stadig finanskrisen, der i flere år medførte et stort og ensidigt fokus på økonomien. Nu oplever vi derimod, at virksomhederne interesserer sig for andet end økonomi, men jeg havde alligevel ikke troet, at for eksempel trivsel og indeklima ville blive vurderet lige som højt som økonomi og drift”, siger Peter Lassen, partner og COO, Colliers International.

Undersøgelsen har dykket ned i virksomhedernes opfattelse af bæredygtighed og sammenhængen med blandt andet optimeret drift og vedligehold, trivsel og indeklima, valg af byggematerialer og betydningen ved valg af domicil.

”Det er godt nyt, at bæredygtighed har vundet så meget fodfæste, ikke mindst ved prioriteringen af sociale faktorer som trivsel og indeklima, og at en fjerdedel af virksomhederne har en strategi for bæredygtighed.” siger Mette Qvist, CEO, Green Building Council Denmark.

Byggeriet er vigtigt for miljø og ressourcer. Det tegner sig for 40 % af verdens materialeforbrug og 40 % af Europas energiforbrug og drivhusgasser, så det er ikke kun godt nyt for Green Building Council, men for os alle, at bæredygtighed prioriteres og vinder frem i byggeriet.

Bag undersøgelsen står Green Building Council Denmark og Colliers International.

Hent hele analysen her