INTERNATIONAL VÆKST FOR BYGGEBRANCHEN

Opdateret 06.02.17 |
Af:
Cathrine Filia Trakossas

Foto: Nic Lehoux

Europa er på vej frem, og det smitter af på danske arkitekter, ingeniører og entreprenører, der sidste år havde en international omsætning for 22,3 mia. kr. i særligt Europa.

Der er efterspørgsel på større byggeprojekter med danske arkitekter, ingeniører og entreprenører i spidsen. Den internationale omsætning kom i 2015 op på 22,3 milliarder kroner – det er en stigning på over fire milliarder kroner, og det højeste niveau siden finanskrisen, viser en ny eksportanalyse fra Danske Arkitektvirksomheder, FRI og Dansk Byggeri. 
En arbejdsplads hos en dansk ingeniør-, arkitekt- eller entreprenørvirksomhed i udlandet skaber i gennemsnit 1,5 arbejdspladser hjemme i Danmark. 

- Så det betyder ret meget for arbejdsmarkedet hjemme i Danmark, når det går godt for vores virksomheder i udlandet, og derfor er det for alle parters vedkommende glædeligt, at mange års arbejde med at få fodfæste på de internationale markeder nu for alvor ser ud til at bære frugt, udtaler Lene Espersen, direktør i Danske Arkitektvirksomheder. 

Lidt over 17 milliarder kroner bliver der omsat for i Europa, mens der kun bliver omsat for lidt knap fem milliarder kroner i resten af verden. 

Se eksportanalysen fra FRI, Danske Arkitektvirksomheder og Dansk Byggeri her