Arkitema Architects nye partnere
Fra venstre: Thomas Birkkjær, Anders Halgren, Birgitte Gade Ernst, Carsten Jensen, Heidi Hjort Thuesen, Søren Haugsted og Emil Carstens

Arkitema Architects udvider med nye partnere

Opdateret 06.02.17 |
Af:
Mia Winther-Queen

Foto: Arkitema Architects

Arkitema Architects tilføjer i den første måned af 2017 to nye partnere og fem nye associerede partnere til kredsen. For første gang er to bygningskonstruktører blevet udpeget til associerede partnere. 

 

1. januar 2017 trådte arkitekterne Thomas Birkkjær og Anders Halgren ind i partnerkredsen i Arkitema Architects. Begge har de seneste år været associerede partnere og sidder i ledende stillinger i arkitektvirksomheden. Thomas Birkkjær er leder af konkurrence- og udviklingsafdelingen, mens Anders Halgren er forretningsområdechef i Arkitemas boligsegment.

Ud over de to nye partnere er der også blevet udpeget fem nye associerede partnere: Emil Carstens, Birgitte Gade Ernst, Søren Haugsted, Heidi Hjort Thuesen og Carsten Jensen.

De første bygningskonstruktører
Kort før sommerferien etablerede Arkitema et nyt forretningsområde: Arkitema Consulting, der skal arbejde målrettet på konsulentydelser inden for bæredygtighed, BIM, bygherrerådgivning, byggeledelse og aktørinvolvering. I spidsen for denne del af virksomheden sidder Carsten Jensen.

Søren Haugsted, der er forretningsområdechef inden for almene boliger i København, og Carsten Jensen er begge uddannede bygningskonstruktører, og bliver de første med denne baggrund, der træder ind i gruppen af associerede partnere.

Læs mere hos Arkitema Architects her