Bæredygtig byudvikling kræver enighed om grundlaget
Danske Arkitektvirksomheder inviterer til debat på Building Green i Aarhus om værdiskabelse og byudvikling. Udvikling af byerne er en vigtig nøgle til at skabe værdi, mener Head of Sustainability hos Henning Larsen, Signe Kongebro, der deltager i debatten.
Der er gang i byudviklingen i Danmarks store byer. Forladte industriarealer udvikles og slidte boligområder bliver forvandlet fra utrygge til attraktive bykvarterer. Men hvad er det i arkitekturen og planlægningen, der skaber værdi og succes for by, borgere og bygherrer?
Det kan du få et bud på den 18. april på Building Green i Aarhus, hvor blandt andre, vi har inviteret Head of Sustainability hos Henning Larsen, Signe Kongebro, til at deltage i debatten.
"Jeg har sagt ja til at være med i debatten af to årsager. For det første er byudvikling en enorm vigtig nøgle for at skabe værdi, fordi bygningerne og planerne udenom spiller særligt sammen i byerne. Det kan skabe helt særlige oplevelser for borgerne, hvis de to dele arbejder sammen. Desuden kan vi se, at netop dét bliver efterspurgt i udlandet. For det andet, er vi rigtig glade for at arbejde i Aarhus, der også rummer to af vores signaturprojekter - Frederiksbjerg Skole og Moesgaard Museum," siger Signe Kongebro.
Hun skal sammen med Anders Tyrrestrup, partner i AART Architects, byudvikler Rune Kilden, direktør i Boligforeningen Aarhus Omegn Leif Jensen, Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune og Mia Manghezi, projektudvikler i PensionDanmark debattere værdiskabelse og byudvikling.
"Det er vigtigt, at både rådgivere og bygherrer er enige om grundlaget. Hvis vi ikke er enige om, hvilken popsang vi skal spille, så er der ikke nogen værdi at måle på." Head of Sustainability Signe Kongebro, Henning Larsen
Sammen giver rådgivere og bygherrer helstøbte svar
Netop sammensætningen af både arkitekter og bygherrer er vigtig for debatten og videreudviklingen af blandt andet Danske Arkitektvirksomheders værktøjskasse, der skal gøre det nemmere for arkitekter at arbejde systematisk med at måle værdien af deres arkitektur.
"Hvis vi skal danne os et helt billede af, hvad der skaber værdi, og hvilke kriterier vi skal måle på, så er det vigtigt, at begge ender af bordet er med. På den måde forsøger vi at sikre, at det er de væsentligste værdier, der kommer i spil," siger chefkonsulent for bæredygtighed hos Danske Arkitektvirksomheder Peter Andreas, der også er moderator på debatten.
Signe Kongebro stemmer i. "Det at bygge i dag er en kompleks opgave. For os er det vigtigt, at bygherrerne tænker langsigtet, visionært og ser det som en investering, så driften også kommer i spil. Derudover er det vigtigt, at både rådgivere og bygherrer er enige om grundlaget, hvis vi ikke er enige om, hvilken popsang vi skal spille, så er der ikke nogen værdi at måle på," siger Signe Kongebro.
Danske Arkitektvirksomheders debat finder sted onsdag den 18. april på "Main Stage", og det er gratis at deltage.