Bedre forsikringsbetingelser til samme tarif i 2018
Danske Arkitektvirksomheders forsikringsordning i HDI er atter i år forbedret med nye dækninger. Dækningen er blandt andet udvidet i forhold til de virksomheder, der også har ingeniører ansat.
Danske Arkitektvirksomheder har igen arbejdet for at forbedre vores medlemmers forsikringer, så arkitektvirksomhederne er endnu bedre dækket ind. Dækningen hos HDI gennem Danske Arkitektvirksomheder gælder nu også følgende:
- Der er indført en ny dækning for erstatningskrav som er en følge af forekomsten af asbest.
- Virksomheder, der har ingeniører som partnere eller ansat som lønmodtagere er nu også dækket for disses arbejde uden særskilt forsikring.
- Den tredje udvidelse er en særdækning på 10 mio. £ for arbejde omfattet af den engelske bæredygtighedscertificering BREEAM. Det vil typisk kun være enkelte større virksomheder, der har valgt at få certificeret medarbejdere herunder.
Til virksomheder med egne ingeniører ansat er der indsat en ny opgavetype (3) i den elektroniske indberetning, som alle medlemmer skal have foretaget senest onsdag den 31. januar.
Du kan læse mere om indberetningen her
De hidtidige totalrådgiverdækninger for ingeniører, der er underrådgivere, fortsætter uændret. Disse ingeniørfirmaer skal have deres egen forsikring. Men går de konkurs vil arkitektforsikringen inden for dennes rammer kunne dække for den konkursramte underrådgivers fejl. Denne ekstradækning har siden 2017 været gratis hos HDI.
Endelig har medlemmerne med forsikring hos HDI også mulighed for at medtage mindre eksterne ingeniørunderrådgivere med fuld dækning på arkitektforsikringen. Den dækning kræver dog særskilt aftale for hver sag. Kontakt danskeark@marsh.com herom, hvis det bliver aktuelt.
Trods forbedringerne er tariffen uændret i 2017. På grund af et godt skadeforløb får 95 % af medlemmerne også i 2018 25 % rabat på tariffen.