Bornholm - tak for denne gang!
Årets Folkemøde på Bornholm stod i FN’s 17 Verdensmåls tegn. Og for Danske Arkitektvirksomheders vedkommende blev det omsat til debatter om træbyggeri, klimalov, energirenovering, eksport og ghetto. Budskaberne var klare: Byg noget mere i træ, genbrug noget mere i stedet for at bygge nyt og sæt krav til bæredygtigheden i de offentlige udbud.
Over 100.000 gæster lagde i sidste uge vejen forbi solskinsøen Bornholm, der de første dage viste sig fra sin allerpæneste side med høj sol og som – næsten symbolsk – sluttede af i klimaforandringernes ånd med et skybrud af den helt store slags.
Klimaforandringerne, behovet for forandring og innovation, var også emner der lå lige for i stor set alle de debatter Danske Arkitektvirksomheder var involveret i. Samfundet brænder for at omstille vores verden via innovative løsninger på de globale udfordringer. Og erhvervsliv og erhvervsorganisationer har viljen og en klar tilgang til at finde globale løsninger, der også skaber velstand og grøn vækst i Danmark.
De gode ideer blomstrede også i ”Løvens Hule” i Verdensmålenes Telt, hvor tre nyuddannede arkitekter præsenterede deres afgangsopgaver for bl.a. Danske Arkitektvirksomheders bestyrelsesformand Katja Viltoft og Realdanias direktør Jesper Nygaard.
Artiklen fortsætter under billederne.
KADK’s afgængere viser evnerne til at tænke ud af boksen, så nu mangler vi bare politisk handling. Derfor var vi også glade for at have Jens Joel, klimaordfører fra Socialdemokraterne med i en debat, hvor han bl.a. sammen med Vejles stadsarkitekt Lisbet Wolters og direktør i Schønherr Rikke Juul Gram diskuterede, hvordan byggeriet kan ”pushe” den grønne omstilling.
Dét kom der også bud på i vores, BL’s og Byens Netværk’s Mads-og-monopolet-debat, hvor et par hundrede tilskuere lyttede med, da en række af byggeriets mange aktører bl.a. Dan Stubbergaard fra COBE, Flemming Rafn fra Tredje Natur og Bornholms Borgmester Winni Grosbøll blev præsenteret for dilemmaer om træbyggeri, træer, renovering og ghetto. Budskaberne var klare: Byg noget mere i træ, genbrug mere i stedet for at bygge nyt og sæt krav til bæredygtigheden i de offentlige udbud.
Der skrives og tales meget om, at det kun er DJØFére og journalister der er på Folkemødet, men det er altså ikke vores opfattelse. Masser af helt almindelige samfundsinteresserede danskere finder altså vej til klippeøen – og endnu bedre: Mange unge og skoleklasser deltog i Folkemødet og til vores debat ”Kan det bygges væk?” sad der 20 skolebørn og lyttede med. Det gør på en eller anden måde bare debatterne endnu bedre, når de unge deltager. Det er jo i høj grad dem der skal sparke bolden i mål hen over de næste 30-40 år.