Byggesektoren: Syv ministerier er seks for mange til at styre byggeriet
Bygge- og anlægssektoren vil gerne bidrage til at indfri Danmarks klimamål, men et uoverskueligt bureaukrati spænder alt for ofte ben, skriver seks aktører fra byggebranchen, herunder Danske Arkitektvirksomheder, i debatindlæg bragt i Politiken i weekenden.
Partier og politikere bør se på, hvordan byggesektoren kan forankres og samles mere hensigtsmæssigt på færre ministerier - og allerhelst under et hovedministerium. Sådan lyder opfordringen fra seks underskrivere i et debatindlæg bragt i Politiken.
"(...) Vi er mange, som kunne ønske os en væsentlig større samtænkning af bygge- og anlægsområdet. I øjeblikket er hele syv ministerier inde over området: Miljøministeriet, Klima, -Energi og Forsyningsministeriet, By-, Land- og Kirkeministeriet, Kulturministeriet, Social- og Boligministeriet, Transportministeriet og Skatteministeriet. Det risikerer at hæmme et område, der har så afgørende betydning for både Danmarks klimamål, bæredygtighedsambitioner og økonomiske vækst.
(...) Sektoren har som hovedopgave at skabe Danmarks fysiske rammer. Det er de gode og funktionelle boliger, børnehaverne, produktionsfaciliteterne, kontorer og infrastrukturen. I den opgave skal imidlertid indtænkes hensyn til klima, biodiversitet, ressourceforbrug, æstetik samt by- og landdistriktsudvikling. Og det er her, faldgruberne opstår, for de hensyn kan hurtigt blive modsatrettede, hvilket fordrer, at myndighederne udstikker klare rammer og regler for aktørerne at operere efter.
(...) Hvis man ønsker sig et fremtidssikret Danmark med innovation og arbejdspladser, der understøtter den grønne omstilling, kommer man ikke uden om at opprioritere byggeriets rolle politisk."
Du kan læse hele indlægget i Politiken her
Indlægget er underskrevet af:
- Lars Storr-Hansen, adm. direktør, Danske Arkitektvirksomheder
- Kent Damsgaard, adm. direktør, Forsikring & Pension
- Laura Klitgaard, formand, Ingeniørforeningen, IDA
- Jakob Brandt, adm. direktør, SMV Danmark
- Henrik Garver, adm. direktør, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI
- Tobias Zacho Larsen, politisk direktør, Arkitektforeningen