Illustration

Danmark i front for første bølge af New European Bauhaus demonstrationsprojekter

Dato 04.05.22 |
Af:
Peter Andreas Sattrup

Danske Arkitektvirksomheder er med i indercirklen af projektet DESIRE - Designing the Irresistible Circular Society, der netop er udpeget som en ud af fem EU vinderprojekter, der skal vise vejen til, hvordan den grønne omstilling kan blive en kulturel bevægelse.

Spændingen er udløst, og Danmark er stærkt repræsenteret i de fem første New European Bauhaus demonstrationsprojekter, der skal konkretisere, hvordan kunst, arkitektur og design skal gøre den grønne omstilling til en kulturel bevægelse!

Danske Arkitektvirksomheder er med i indercirklen af projektet DESIRE - Designing the Irresistible Circular Society, som samler en international gruppe af vidensinstitutioner, virksomheder og organisationer ledet af Dansk Industri og BLOXhub, med partnere i Holland, Letland, Italien og Slovenien.

“I cannot wait to see these New European Bauhaus projects come to life. They will show how the future can look and bring the European Green Deal to our daily lives and living spaces. These projects should become the starting point for a European and worldwide network of New European Bauhaus projects.” udtaler Ursula von der Leyen

Gigantisk innovationspotentiale

Projektets vision er at gøre bæredygtig transformation af bygninger og byområder ”uimodståelig” gennem inddragende design med bruger- og borgerdeltagelse, og arbejde med regenerativ arkitektur, cirkularitet og biodiversitet inden for de planetære grænser. Projektet er resultat af en lang samskabelsesproces med både nye og etablerede spillere i byggeriet og uddannelserne i ind- og udland som Dansk Design Center har orkestreret.

”Vi er utroligt beærede og stolte over at være med i første bølge af New European Bauhaus projekter og over at have været med til at lægge kimen til, at den grønne omstilling nu bliver et kulturelt projekt for hele EU. Kæmpe tillykke og tak til vores mange superdygtige partnere i projektet!” siger Lene Espersen, direktør for Danske Arkitektvirksomheder.

"Det er godt for både virksomhederne og den grønne omstilling, og ikke mindst de unge, som kommer til at være aktive i de mange uddannelsesinstitutioner. Der er et gigantisk innovationspotentiale her." Peter Andreas Sattrup, Danske Arkitektvirksomheder

”Man kan ikke undervurdere betydningen af at være med i New European Bauhaus”, siger Peter Andreas Sattrup, chefkonsulent i Danske Arkitektvirksomheder, og fortsætter: ”Vi kommer til at lægge et ekstremt højt ambitionsniveau for den grønne omstilling, hvor vi ser på absolut bæredygtighed inden for rammerne af de planetære grænser. Med New European Bauhaus kommer de metoder, løsninger og værktøjer vi udvikler med danske og internationale partnere til at få en platform, der sikrer gennemslagskraft og skaleringspotentiale i hele EU. Det er godt for både virksomhederne og den grønne omstilling, og ikke mindst de unge, som kommer til at være aktive i de mange uddannelsesinstitutioner som skal sikre, at vi skaber ny viden med projektet. Der er et gigantisk innovationspotentiale her.”
 
Mere om de fem udvalgte projekter her
 
Læs mere om visionerne og partnerskabet i DESIRE projektet