Danmarks bedste renovering efterlyses!
Du kan nu indstille det eller de renoveringsprojekter, som fortjener at kunne kalde sig Danmarks bedste renovering 2018.
Frem til 1. marts kan alle indstille deres favoritrenoveringer til RENOVER prisen 2018. Prisen gives til et projekt, der er så godt, at det fortjener at kunne kalde sig danmarksmester i renovering og modtage en check på 100.000 kr.
Alle kan indstille projekter. Uanset om det er helt almindelige borgere, arkitekter, ingeniører, håndværkere eller bygherrer. Og alle typer renoveringer kan indstilles, lyder det fra Realdania og Grundejernes Investeringsfond, der er de to parter bag prisen.
De første indstillinger er allerede tikket ind. Heriblandt COBE's museum for pop, rock og ungdomskultur Ragnarok i Roskilde, BOGL og Rambølls renovering af Farum Midtpunkts udearealer samt en række fine boligrenoveringer rundt omkring i hele landet.
Parcelhus-renoveringer fra hele landet ønskes
Parterne bag prisen håber særligt, at danskerne vil indstille gode eksempler på renoveringer af almene bebyggelser og parcelhuse.
”Både de almene boliger og parcelhuse udgør en stor del af den samlede danske byggemasse, så derfor vil vi gerne se eksempler på, hvordan disse typer af boliger bliver renoveret på forskellige måder rundt omkring i landet. Det er bare om at indstille,” siger Anne Skovbro, der er filantropidirektør i Realdania.
Ud over RENOVER prisen, vil der også blive uddelt en Specialpris, der gives til et projekt, som på den ene eller anden måde er præget af en originalitet og kreativitet, som fortjener anerkendelse, men som ikke lever op til alle kriterierne for RENOVER prisen.