Danske Arkitektvirksomheder søger chefkonsulent inden for bæredygtighed og byggeri
Opdateret 13.03.25
Har du viden om byggeriet, og vil du være med til at styrke rammerne for landets arkitektvirksomheder? Så har vi måske jobbet til dig.
Danske Arkitektvirksomheder søger en fagligt stærk og erfaren kollega, der har godt kendskab til bygningsreglementet og alment teknisk fælleseje, dyb indsigt i byggeriets praksis, og som kan navigere sikkert i forkortelser som LCA, LCC, EPD og DGNB.
Hvem er vi?
Vi er en brancheorganisation for arkitektvirksomheder og landskabsarkitektvirksomheder. Vi har godt 700 medlemmer, som spænder fra enkeltmandsvirksomheder til selskaber med flere hundrede ansatte, og som arbejder både i Danmark og på globalt plan.
Under overskriften ”Vi former en bæredygtig fremtid” støtter vi medlemmernes forretningsmæssige interesser, arbejder for bedre rammer for kvalitetsbyggeri og skubber på for at sikre den nødvendige grønne omstilling af byggesektoren. Det gør vi ved at være i tæt dialog med medlemmer og omverden.
Dit nye job
Som chefkonsulent skal du være med til at styrke rammerne for landets arkitektvirksomheder, og du vil blive en del af et team på 16 medarbejdere i Industriens Hus på Rådhuspladsen i København.
Blandt dine vigtigste arbejdsopgaver bliver revisionen af bygningsreglementet BR18 og tilpasningen af alment teknisk fælleseje. Målet er at få et mere enkelt, forståeligt og håndterbart regelsæt, som bl.a. skal understøtte flere bæredygtige løsninger og bane vej for mere renovering og transformation af eksisterende bygninger.
Du skal være med til at udpege svagheder og uhensigtsmæssigheder ved de nuværende regler, og du skal deltage i arbejdet med at finde løsninger. Du vil få kontakt med andre aktører i byggebranchen, myndigheder og politikere, og du vil repræsentere Danske Arkitektvirksomheder i udvalgsmøder, i seminarer og på konferencer.
Endelig skal du være med til at sikre, at medlemmerne tilbydes faglig udvikling i form af f.eks. kurser og seminarer inden for byggeri og bæredygtighed.
Du er den, vi søger hvis…
Du interesserer dig for byggeri og bæredygtighed og vil styrke rammerne om arkitektvirksomhederne.
Du er uddannet f.eks. arkitekt, ingeniør eller konstruktør med erfaring fra byggesektoren og med kendskab til byggeriets processer. Du kan have arbejdet i en virksomhed indenfor byggeriet, eller du kan have erfaring fra en styrelse, et departement, en organisation eller en videns-institution inden for byggeriet.
Du er en holdspiller, der kan lide at samarbejde i et team, hvor man deler viden og spiller hinanden gode. Og det er heller ikke en ulempe, hvis du er struktureret.
Vi tilbyder:
- En stilling på 37 timer om ugen med løn efter kvalifikationer
- Et udadvendt job med mange kontaktpunkter i en spændende branche
- En attraktiv arbejdsplads med engagerede kolleger på Rådhuspladsen i København
- Frokostordning
- Sundhedsordning
Hvis det lyder som noget for dig, så skynd dig at sende ansøgning og CV til adm. direktør Lars Storr-Hansen lsh@danskeark.dk senest d. 15/4-2025. Du er også velkommen til at ringe på tlf. 41 19 33 04, hvis du har spørgsmål til stillingen. Vi holder løbende samtaler.
Vi ser frem til at høre fra dig.
Ansøgningsfrist: 15.04.2025
KONTAKTPERSON