Danske arkitektvirksomheder med i opløbet til arkitekturens Oscar
Lundgaard & Tranberg Arkitekter, Johansen Skovsted Arkitekter og MASU Planning er blandt finalisterne til Mies van der Rohe-prisen 2017.
Feltet af nominerede til den internationale – og nok mest prestigefyldte – arkitekturpris Mies van der Rohe prisen, er skrumpet ind til bare 40 projekter. Tre danske projekter er sluppet igennem nåleøjet. De tre danske projekter er:
- Kannikegården af Lundgaard & Tranberg Arkitekter
- Kvæsthusmolen af Lundgaard & Tranberg Arkitekter
- Skjern Å Pumpestationer af Johansen Skovsted Arkitekter
Lundgaard & Tranberg Architects har fået hele to projekter med i puljen. Det nye menighedshus Kannikegården ved Ribe Domkirkeplads lavet i samarbejde med landskabsarkitektfirmaet Schønherr samt københavnernes nye favorit hæng-ud-sted Kvæsthusmolen, der er lavet i samarbejde med Julie Kierkegaard AS Landskabsarkitekter.
Skjern Å er også kommet i internationalt spotlight, da de tre renoverede (og prisbelønnede) pumpestationer ved Skjern Å af Johansen Skovsted Arkitekter, er faldet i juryens smag.
En fjerde dansk arkitektvirksomhed er kommet med i opløbet. Det er MASU Planning, der er nomineret sammen med norske MDH Arkitekter for deres studenterboliger Moholt 50|50 i Trondheim, Norge.
I midten af februar udpeges fem finalister ud af de 40 nominerede projekter, og den 26. maj 2017 bliver vinderen udpeget ved en stor prisfest i Mies van der Rohe Pavillonen i Barcelona.