Foto af villa af Jan Smidt, A1 Tegnestue
Jan Smidt har designet familiens egen villa med klare kontraster mellem facade og vinduespartier.

At designe et hjem er altid en udfordring

Opdateret 22.11.17 |
Af:
Mia Winther-Queen

Foto: Jan Smidt

For A1 Tegnestue er det en fornem udfordring at designe bygherrens hjem. For boligarkitekten er hver bygherre forskellig og sparring – og det at udfordre kundens ønsker – er nogle af hovedingredienserne i enkeltmandsvirksomheden. 

Siden 2010 har enkeltmandsvirksomheden A1 Tegnestue, der drives af Jan Smidt, fokuseret på at designe enfamilieshuse, sommerhuse, om- og tilbygninger, samt rækkehuse og etageboliger. 

Arkitekten Jan Smidt, der bor i et hus i Odense, som han selv har tegnet, er bevidst om den store opgave, det er at tegne det hjem som bygherren selv skal bo i. Ofte er projektet for bygherren en form for livsværk, som skal være deres hjem i mange år. 

"For mig er en af de fornemmeste opgaver at tegne folks hjem. Bygherrerne er forskellige hver gang, så det er en udfordring i sig selv at opfylde nye behov hver gang og på den måde finde ud af, hvad det er der vigtigt for den enkelte familie," siger Jan Smidt. 

For Jan Smidt er det især vigtigt, at give et nyt hus sjæl fra begyndelsen. Det har han blandt andet haft stor fokus på med sit eget hjem, som han selv har tegnet. Huset har en moderne hvid facade, med vinduer i natureg. 

"Levende materialer i et nybyggeri giver ofte meget liv, og det betyder, at huset får meget mere sjæl fra starten frem for, at det hele fremstår poleret og upersonligt," siger Jan Smidt.

"Jeg oplever, at projektet oftest bliver bedst, når jeg kan skubbe lidt til, hvad de oprindeligt havde tænkt." Jan Smidt, ejer af A1 Tegnestue

Entreprenøren med fra starten

Et andet vigtigt element, for langt de fleste private bygherrer og familier, er økonomien. Det er de færreste familier, der kan spæde en ekstra million til, hvis hus-projektet bliver dyrere end forventet. 

Derfor er netop økonomien også et vigtigt element i forhold til dialogen med kunderne. 

"Både for mig som arkitekt og tegnestuen og for mine kunder er økonomien i det enkelte projekt et vigtigt element. Derfor får jeg allerede i skitsefasen et prisoverslag af en entreprenør. Det er vigtigt i forhold til det videre arbejde med projektet, for så ved begge parter, hvad vi har at gøre med," siger Jan Smidt. Der tilføjer, at det også gælder for de indledende møder med bygherren. 

"Det fungerer bedst, hvis bygherren hurtigt får en skitse at se, for det betyder, at de bedre kan forholde sig til, hvad vi har snakket om, og på den måde kan vi også komme hurtigere videre og finde ud af, om vi er på rette spor," siger Jan Smidt. 

At sparre er også at udfordre

Som enkeltmandsvirksomhed er hvert enkelt projekt med til at gøre virksomheden rentabel. Det betyder, at Jan Smidt må planlægge projekterne og sige tingene som de er fra begyndelsen

"Jeg er nødt til at være ærlig omkring min tid over for kunderne. Det betyder, at jeg kan have rigtig travlt i perioder og at jeg derfor er nødt til at give lange tidsfrister på fx skitser. Det kan jo betyde, at jeg er nødt til at opgive kunder, men oftest så ser de det som et godt tegn, at jeg har travlt," siger Jan Smidt. 

Målet for tegnestuen er at fungere som kreativ og byggeteknisk sparringspartner gennem alle faser. Men der er en fin balancegang mellem at være lyttende og være en udfordrende sparringspartner. 

"Folk har ofte en liste med krav til rum, størrelser og nogle gange også materialer. Men jeg oplever, at projektet oftest bliver bedst, når jeg kan skubbe lidt til, hvad de oprindeligt havde tænkt," siger Jan Smidt. 

Det var for eksempel tilfældet med en klassisk murermestervilla, hvor familien gerne ville have en tilbygning i samme stil som resten af huset.

"Oprindeligt ville familien gerne bruge samme type mursten som resten af huset er bygget i, men det kan ofte blive ret dyrt at skaffe ældre materialer. Jeg foreslog dem, at vi byggede en tilbygning, der var mere moderne i sit udtryk, så den virkelig skilte sig ud fra den eksisterende bygningskrop. Enten skal det være i nøjagtig samme stil eller også skal det skille sig helt ud. Det er vigtigt for mig, at folk er med til at sætte deres eget præg på deres hjem, men jeg skal også stadigvæk være deres rådgiver," siger Jan Smidt.