Foto af partnerkredsen i E+N Arkitekter

”Det har været vigtigt at få mere diversitet ind i partnergruppen”

Dato 18.03.25 |
Af:
Pernille Helledie Isaksen

Derfor er den nye partnerkreds i E+N Arkitekter både valgt ud fra deres faglige profil, men også ud fra deres menneskelige styrker. For alle kan ikke være dygtige til det hele. Og den diversitet har skabt en perfekt dynamik. Det mener ledelsen i den Aarhus-baserede arkitektvirksomhed, som i dag styres af to ligestillede direktører med vidt forskellige styrker og kompetencer – den ene opflasket i E+N, den anden fra en helt anden branche. 

Flere skuldre til at bære den mere komplekse opgave, det er at drive arkitektvirksomhed i dag. Og vækst, som sikres gennem forretningsudvikling. 

Sådan lyder de to hovedårsager til generationsskiftet i E+N Arkitektur. Et generationsskifte, som har været 5 år undervejs, og som den nuværende ledelse kalder for et ”kontrolleret skifte.”

”Det sidste, vi har ønsket, var et generationsskifte, som skete på baggrund af en pludselig uenighed eller andre dramatiske omstændigheder. I stedet er den nye partnergruppe et resultat af en velovervejet og nøje planlagt proces, som har været flere år undervejs,” forklarer Jesper Back, partner og direktør i E+N Arkitektur. 

Og det er han ikke alene om at være. Hverken partner eller direktør. Titlen som partner deler han i dag med  5 andre, mens rollen som direktør deles med kollegaen Anna Tazrei. Den konstruktion kommer vi tilbage til.

”Den store plan med at lave et generationsskifte i E+N har været at få flere, yngre og bredere skuldre i en partnerkreds, som tidligere har været mere snæver og dermed også mere sårbar. Derfor har vi været meget bevidste om at få en større diversitet og nogle nye kompetenceprofiler ind i partnergruppen – både de faglige og de mere menneskelige. For alle hverken kan eller skal være dygtige til det hele,” siger Jesper Back og fortsætter:

”Derfor er de mennesker, der sidder i vores partnergruppe valgt ud fra deres faglige profil, men i høj grad også ud fra, at vi supplerer hinanden godt i det fokus, vi har i virksomheden og i de menneskelige styrker, vi hver især kommer med.” 

"Selvom man i et generationsskifte er enormt omhyggelig, skal man sikre sig, at planen også er robust". Jesper Back og Anna Tazrei, direktører i E+N Arkitektur.

Lad kommende partnere prøve virksomheden af

Mens andre arkitektvirksomheder benytter muligheden for at udnævne associerede partnere, som på sigt kan træde ind i partnergruppen, har E+N grebet deres generationsskifte anderledes – og en anelse mere diskret – an. 

Her har nye kræfter – og potentielle partnere – fået det, som Jesper Back kalder ”en slags prøveperiode”. Uden titlen som associeret. Og dermed også uden de øvrige medarbejderes viden om partner-planen. På den måde får man tid og ro til at mærke efter og træffe beslutningen – uden en masse andres øjne på én.

”Det er helt klart et råd, vi gerne giver videre fra vores generationsskifte: Giv plads til en proces, hvor nye partner-kandidater får lov at prøve stedet af i en periode, før de indtræder i partnergruppen. Og at de får lov til at prøve virksomheden af, uden at den øvrige medarbejdergruppe ved det,” lyder det fra direktør i E+N Arkitektur, Anna Tazrei. 

I 2022 blev hun ansat i E+N som økonomichef med en mangeårig baggrund i revisionsbranchen. Efter to år i arkitektvirksomheden tog hun skridtet ind i partnergruppen og ind i en delt direktørrolle, hvor hun i dag har ansvar for forretningsudvikling, strategi og økonomi. 

For flere år tilbage – før det nuværende generationsskifte i E+N Arkitektur - besluttede en anden kollega og aspirerende parter at takke nej til samme mulighed.

”Det har givet os den erfaring og erkendelse, at det fungerer bedst at, når man som ”partneraspirant” får mulighed for at se partner-skamlen med sit navn på, men først hopper op på den, hvis og når man er klar til det. Og uden, at det skaber en masse unødig opmærksomhed blandt alle kollegerne, hvis man beslutter sig for ikke at træde op på skamlen alligevel og i stedet fortsætter som menig medarbejder,” siger Jesper Back. 

Ting går ikke altid efter planen

Spørger man de to direktører i E+N Arkitektur, om noget har overrasket dem undervejs i processen med et generationsskifte, lyder det ærlige svar:

”At der ikke rigtig er noget, der er gået helt efter planen. Vi havde kortlagt tre trin, vi skulle igennem i et generationsskifte. Men så sker der pludselig noget, som gør, at man er nødt til at fravige den plan. Så selvom man i et generationsskifte er enormt omhyggelig, skal man sikre sig, at planen også er robust, når tingene og omstændighederne pludselig ændrer sig undervejs. For det gør de,” forklarer Jesper Back og Anna Tazrei. 

Træk på hjælp udefra – også til det menneskelige

Et andet godt råd til kollegerne i de arkitektvirksomheder, der står overfor et generationsskifte, er at søge hjælp udefra. Både til det rent juridiske. Men også til den del, der handler om de mennesker, der skal dele partner-titel.

Derfor har E+N Arkitektur haft en erhvervspsykolog tilknyttet, som har hjulpet den gamle partnergruppe med at træde ud – og ind i nye roller. Og hjulpet de nye i lokalet til at finde deres plads i gruppen.  

”Da vi startede på det her generationsskifte – altså første etape for ca. 5 år siden – havde virksomheden stået det samme sted længe. Det betød, at partnergruppen var præget af nogle fastgroede roller. Og dem var der brug for at få gjort op med. Det var svært at løse selv, og derfor trak vi på hjælp fra en erhvervspsykolog, som kender os og huset godt. Han hjalp os med at finde et nyt fælles værdigrundlag, hvor der blev lagt stor vægt på ligeværdighed – at vi er fælles om opgaven med at drive E+N. Det har givet en rigtig positiv og produktiv energi i partnergruppen,” siger Jesper Back. 

Selvom generationsskiftet er gennemført, har ledelsen i E+N Arkitektur besluttet at fortsætte samarbejdet med erhvervspsykologen. 

”Efter et generationsskifte følger også en hverdag, hvor vi som ledelse har brug for løbende sparring og et fast ”servicetjek” af dynamikken i partnergruppen. Det ser vi som en ret stor styrke,” siger Anna Tazrei.

"Der er altid en at gå til – uanset om det handler om arkitektur eller strategi og økonomi. Vi dækker det fælles overblik". Anna Tazrei, direktør i E+N Arkitektur.

Delt direktørskab svarer på tidens krav

Og så blev det tid til at vende tilbage til rollen som direktør i E+N Arkitektur. En rolle som i dag bæres af både Jesper Back og Anna Tazrei. 

”Jesper er klart det arkitekt-faglige ben i vores direktion, mens jeg kommer med en revisionsbaggrund og dermed haret mere strategisk og økonomisk sigte ift. forretningen. Den kombination af, at vi kan noget forskelligt, som komplimenterer hinanden rigtig godt, har givet god mening. Fordi det giver os en spændvidde,” forklarer Anna Tazrei.

Ud over den faglige spændvidde, fornemmer Anna Tazrei også, at netop konstruktionen med to direktører falder i god jord hos arkitektvirksomhedens medarbejdere:

”Der er altid en at gå til – uanset om det handler om arkitektur eller strategi og økonomi. Vi dækker det fælles overblik. Og de mærker, at vi – fordi vi er to – får flere ting løst. At det ikke strander til hos én person.”

For Jesper Back svarer det delte direktørskab også på tidens krav udefra:

”Som arkitektvirksomhed i dag er man nødt til at kunne klare den økonomiske styring, følge butikken på performance og manøvrere i de strømninger og krav, der kommer fra omverdenen – på samme niveau som at drive den faglige del af en tegnestue. Vores bygherrer ser også gerne, at vi partnerne er relativt tæt på projekterne. Det ønske vi som partnere også selv at være. Og det kan vi kun, hvis vi er flere, og hvis vi bruger vores tid på det, vi er bedst til.”