Det store udland er også åbent for mindre arkitektvirksomheder
Det var som at mærke et frisk pust fra den store verden, da ledere fra fire danske arkitektfirmaer forleden fortalte om deres erfaringer med at arbejde på internationalt plan.
De fire oplægsholdere kom fra ADEPT, CEBRA, C.F. Møller og 3XN, og sammen med et voksende antal danske arkitektfirmaer er de med til at sikre, at eksporten af dansk arkitektur er i konstant stigning.
Overfor tilhørerne på det seminar, som Danske Arkitektvirksomheder holdt i Industriens Hus i sidste uge, delte de generøst ud af deres viden og fortalte om, hvordan de hver især er kommet ud på de internationale markeder.
Deres råd handlede bl.a. om vigtigheden af at få defineret de styrker og kompetencer, man som dansk virksomhed kan tilbyde en udenlandsk bygherre, så man undgår at skyde med spredehagl. Det blev understreget, hvor vigtigt det er at arbejde professionelt med at skabe netværk og forbindelser og finde stærke lokale samarbejdspartnere. Og selv om det er spændende at komme ud på fjerne markeder, behøver man ikke nødvendigvis at rejse om på den anden side af kloden. Der kan være masser af spændende muligheder i Norden, i vores store naboland Tyskland og i andre europæiske lande.
Det gik også igen, at danske arkitektvirksomheder er gode til at hjælpe hinanden og dele erfaringer, når de er ude. Og så står danske arkitektvirksomheder fortsat på et solidt fundament, når det handler om Danmarks internationale ry som en design- og arkitekturnation i verdensklasse. Danske arkitektfirmaer har også en tilgang og en kvalitet, som både gør det muligt at vinde internationale konkurrencer og gøre internationale bygherrer interesseret i et samarbejde.
Undervejs blev der også delt observationer, som viser, at danske arkitektvirksomheder ironisk nok kan opleve store benspænd herhjemme. Her taler vi selvfølgelig om de transaktionsomkostninger, der fortsat lægger en urimelig byrde på arkitektvirksomhederne, når de deltager i udbud og konkurrencer.
"Oplægsholderne var enige om, at der er potentiale til, at eksporten af dansk arkitektur kan stige yderligere." Lars Storr-Hansen
Det skriger til himlen at høre om disse urimeligheder, når man samtidig kan høre, at der er langt bedre overensstemmelse mellem krav og betaling, når danske arkitektvirksomheder deltager i konkurrencer i udlandet.
Udover de fire arkitektvirksomheder var der oplæg fra Creative Denmark, BLOXHUB, State of Green, Trade Council samt Peter Mørk fra Mork & Partners. Fælles for dem er, at de bistår arkitektvirksomheder arbejde internationalt. Har du lyst til at læse mere om de erfaringer og råd, som repræsentanterne fra de fire arkitektfirmaer delte, kan du læse mere her. Nederst på siden kan du se den samlede præsentation fra hele seminaret.
Det kræver selvsagt både mod og dygtighed at bevæge sig udenfor Danmarks grænser. Men uden at forfalde til jubeloptimisme var oplægsholderne enige om, at der er potentiale til, at eksporten af dansk arkitektur kan stige yderligere og lægge ekstra lag ovenpå den fremgang, vi har været vidne til i de seneste 15 år.
Disse vurderinger flugter i øvrigt med resultaterne af den rundspørge blandt medlemmerne, som Danske Arkitektvirksomheder præsenterede for nylig. Af den fremgik det, at eksport spiller en stadig større rolle for arkitektvirksomhederne, og to ud af tre af de virksomheder, der eksporterer, ser fortsat eksport som en afgørende faktor for deres vækst og fremtidige succes.
Her og nu tegner 2024 til at blive endnu et succesrigt år, og når vi passerer nytårsaften, vil der formentlig være eksporteret for mere end en milliard kroner.
Udviklingen rejser spørgsmålet om, hvordan vi får endnu flere ud i verden, og hvordan vi får flere mindre og mellemstore firmaer til at sælge til udlandet.
Man har naturligvis et stærkt afsæt, hvis man er en stor virksomhed, der har flere ressourcer til at deltage i konkurrencer, skabe netværk, planlægge markedsføringsinitiativer og skabe relationer til samarbejdspartnere. Men ser vi på flere af de arkitektvirksomheder, som er kommet ud, og som i flere tilfælde har sikret sig en stærk position på udvalgte markeder, ja så var de ikke store, da de begyndte at søge ud eller simpelthen vandt den konkurrence, der blev starten på deres rejse ud i verden.
For at stimulere den interesse, som vi ved, at flere virksomheder har for at komme ud, planlægger vi i Danske Arkitektvirksomheder at følge op på vores internationaliseringsseminar med nye og mere målrettede initiativer.
Vi vil gerne være med til at udbrede viden, skabe adgang til og samarbejde med de organisationer, konsulenter og institutioner, som arbejder med at bringe dansk arkitektur ud i verden.
Takket være de danske arkitektvirksomheder, som er gået forrest, og som har sikret sig brohoveder i udlandet, er der i dag langt mere viden og erfaring at trække på, og det kan forhåbentlig være med til at bane vej for yderligere fremgang i de kommende år.