Dorte Mandrup: Vi skal også huske diversitet, når det ikke er Kvindernes Kampdag

For Dorte Mandrup handler diversitet ikke kun om at fejre og fremhæve kvinder - det handler i den grad også om verdensanskuelse og en kulturændring i arkitektbranchen. De er som tegnestue blevet meget bevidste om, at det er vigtigt, at være tydelig i forhold til at italesætte deres holdning til diversitet og aktivt forholde sig til debatten om ligestilling.

Hvad er det for en idé og vision om diversitet, der er hos Dorte Mandrup, og hvad er det helt konkret, I mener, at det gør for jeres virksomhed?

For os er det en selvfølgelighed og tæt forbundet til vores designfilosofi. Den kunstneriske og kontekstuelle tilgang til arkitekturen fordrer en nuanceret forståelse af verden, fordi forskellige perspektiver og erfaringer forstærker vores evne til at aflæse og tolke stedet, så det reflekterer kompleksiteten i de fællesskaber, som arkitekturen skal rumme. Det bunder jo også i en social ansvarlighed.  

Da tegnestuen blev grundlagt for snart 25 år siden var det blandt andet for at skabe en virkelighed fri af fastlåste normer og den stereotype forestilling om arkitekten som det – ofte mandlige – ” enkeltstående kreative geni”. Men det bundede i endnu højere grad i en høj faglig ambition, som ikke er tilknyttet et bestemt køn. Derfor har det altid været en klar ambition, at alle skal have samme muligheder for at udfolde deres kreative talent, og at mænd og kvinder skal være ligeligt repræsenteret på alle niveauer – det gælder i øvrigt også på lønstigen. Når vi forfremmer eller ansætter nye medarbejdere, udpeger partnere eller vælger nye bestyrelsesmedlemmer, ser vi helt naturligt på kønsbalancen. I forhold til balancen mellem de binære køn er det et ret simpelt regnestykke, og det kan derfor undre, at man ikke generelt ser en mere ligelig fordeling på de danske tegnestuer.

Det bliver vanskeligere, når vi kigger på diversitet i bred forstand – etnicitet, alder, religion, non-binære, seksualitet osv., fordi vi begrænses af, hvad vi konkret må spørge ind til. Her skal vi arbejde strategisk og fordomsfrit med vores ansættelsesprocessor, og så skal vi gøre en indsats for at arkitektfaget generelt set bliver attraktivt for en mere mangfoldig gruppe af mennesker.  De arkitekter, der dimitterer fra arkitektskolerne, udgør stadig en meget homogen gruppe. Og når vi kigger rundt på tegnestuen og arkitektverdenen generelt, kan vi jo også se, at den sociale demografi er utrolig uniform.

I Danmark er der en tendens til en skæv selvfortælling om ligestilling mellem kønnene, som gør os meget tilbageholdne med at stille reelle krav om kønsdiversitet. Internationalt mærker vi til gengæld, at diversitet har langt mere forretningsmæssig betydning.

Der er nok mange, der ser Dorte Mandrup som en foregangsvirksomhed. Opfatter I jer selv om en form for rollemodel?

Vi er meget bevidste om, at Dorte Mandrup er rollemodel for mange – ikke blot i kraft af, at hun er kvinde, men i lige så høj grad, fordi hun og vi som tegnestue insisterer på, at det er arkitekturen, der skal være i fokus. I mange år har vi haft en tro på, at netop vores fokus på fagligheden – den arkitektoniske og kunstneriske kvalitet – og evne til at arbejde med komplekse problemstillinger i tilstrækkelig grad ville bane vejen for, at vi uanset køn konkurrerer og bedømmes indenfor de samme parametre, og at vi måske i mindre grad skal forholde os til køn. Men desværre er branchen stadig ikke nået så langt. For hvis man ser bare få år tilbage, var det svært at få øje på de kvindelige rollemodeller i arkitektfaget, fordi de stod i skyggen af deres mandlige kollegaer. Det kan ikke undgå at have været medvirkende til et meget ensidigt billede af, hvad det vil sige at være arkitekt. Vi har alle sammen et ansvar for, at fremtidens arkitekter får en mangfoldighed af rollemodeller, som de kan spejle sig i – at de oplever, at der er mange forskellige måder at være arkitekt på. 

Vi ser et enormt behov for, at vi er aktive i debatten og støtter op om vores kvindelige kollegaer. Det ansvar vil vi gerne tage på os. Men vi savner også, at der er flere kvindelige ledere – måske også flere kreative ledere – der træder mere tydeligt frem og er med til at sætte en dagsorden, så debatten bliver endnu mere nuanceret.

I foråret offentliggjorde vi en kønsdiversitetsundersøgelse, der viste, trods bred opbakning til forbedring, at det står skidt til med kønsdiversiteten i arkitektbranchen. Hvad ser I som de største udfordringer for at skabe en bedre diversitet på de danske tegnestuer i dag? Er der mangel på viden, motivation, vision eller noget helt fjerde?

Desværre var konklusionerne ikke overraskende og problemet er nok, at de mange velmenende undersøgelser endnu ikke har ført konkret handling med sig. Så det er nok mere et spørgsmål om mangel på motivation end mangel på viden. På virksomhedsniveau er det først og fremmest et ledelsesansvar. Det er ledelsen, der træffer beslutning om, om der for eksempel skal være flere kvindelige projektledere og partnere, samt om der skal være ligeløn. Vi har lige udnævnt syv nye associerede partnere, og det er fuldstændig utænkeligt at forestille sig, at seks af dem skulle have været mænd. Der mangler ikke talentfulde og kvalificerede kvinder i vores branche, men der mangler måske en villighed til at løfte blikket en smule. Og så er det selvfølgelig ikke nok at have statistikken i orden. Vi skal som ledelse også sørge for, at vi rummer forskellighederne – at alle føler sig hørt og set.

Tilbage i 2017 skriver Dorte Mandrup i et debatindlæg i Politiken, at årlige ”kvindelister” og udpegning af de bedste kvindelige arkitekter ikke er det, der rykker branchen – tværtimod gør det kvinder til noget særligt; de andre. Er den kritik stadig relevant i dag, eller ser billedet anderledes ud?

Den er i allerhøjeste grad stadig relevant. Dorte skrev sit debatindlæg som en reaktion på, at hun i forbindelse med Kvindernes Internationale Kampdag blev hædret som én af verdens 50 mest inspirerende kvindelige arkitekter, men at de fleste af dem bliver glemt de resterende 364 dage om året; at kvinder skal have en separat kategori for at blive bemærket. Indlægget blev af mange misforstået som antifeministisk, fordi nogle tolkede det som en modstand mod fejringen af kvinder. I virkeligheden pointerer det, hvor langt vi stadig var og er fra, at kvinder bliver vurderet på deres faglighed på samme vilkår som mænd og ikke længere skal isoleres i en separat kategori. I stedet er de tvunget til at forholde sig til deres køn og bruge tid på at debattere deres validitet som arkitekt. Hvor mange af de inspirerende kvindelige arkitekter bliver husket, når de store priser skal uddeles? Pritzker prisens første kvindelige modtager var Zaha Hadid i 2004, og derfra går der 16 år før Grafton modtager prisen i 2020, hvis ikke vi tæller arkitektparrene med. Herhjemme skal vi helt frem til 2018 før vi ser den første kvindelige modtager af Arkitektforeningens Æresmedalje – Inger Exner sammen med Johannes Exner (posthumt) – og det er vel og mærke arkitekterne egen pris.

"Hvor mange af de inspirerende kvindelige arkitekter bliver husket, når de store priser skal uddeles? Pritzker prisens første kvindelige modtager var Zaha Hadid i 2004, og derfra går der 16 år før Grafton modtager prisen i 2020." Oanh Nguyen Henriksen og Lise Gandrup Jørgensen, Dorte Mandrup A/S

For nogle uger siden kritiserede den amerikanske musiker Caroline Polacheck termen ”kvindelige kunstnere”, fordi det gør køn til en genre. Det er lidt det samme, der sker, når vi laver separate lister for kvindelige arkitekter, og det er med til at skabe en forudindtaget forestilling om, hvilken arkitektur kvinder skaber, som gør, at der stadig er nogen, der bliver forbløffet over den ”hårde” karakter i nogle kvindelige arkitekters værker, eller at andre omvendt bliver beskrevet som ”særligt feminine”. Bringer kvinder et andet perspektiv til arkitekturen? Det gør de sikkert, men kvinder er også forskellige, og det er netop denne forskellighed, der er vigtig.

Lige nu er der nok stadig brug for, at kvindelige arkitekter fremhæves i særudstillinger eller magasiner, fordi det er den mulighed, de har for at blive bemærket. Men vi håber, at vi ret hurtigt når derhen, hvor det bliver helt naturligt at inkludere kvinder i den generelle fokus på arkitektur – at man også husker dem, når det ikke er Kvindernes Internationale Kampdag.

Hvad tror I er næste skridt for arbejdet med kønsdiversitet, der kan sætte skub i arkitektbranchen, så vi kan komme videre?

Handling. Konkrete tiltag – ikke bare når det gælder de binære køn, men i forhold til diversitet helt generelt. Vi ved alle sammen godt, at der er en skævhed mellem kønnene i arkitektbranchen. Hvis ikke vi selv har oplevet den, er der en gruppe frivillige ildsjæle, der har gjort en stor indsats for at sætte fokus på det gennem de seneste år. Vi ved også, at diversitet styrker forretningen, kreativiteten og arkitekturen. Vi ved, at det er socialt ansvarligt. Det er de konkrete tiltag, der halter efter. I virksomhederne er det som sagt et ledelsesansvar. Lige nu handler det også om, at der er nogen, der skal afgive noget magt og nogle privilegier for at give plads til mangfoldigheden, og det kan give udslag i en modvillighed. Men det er det jo en helt naturlig udvikling, hvis man har den grundindstilling, at der skal være lige muligheder for alle.