DTU SKYLAB

Opdateret 26.07.22 |
Af:
Nanna-Rose R. K. Broch

Foto: STAMERS KONTOR

DTU Skylab er et innovationsmiljø etableret i en gammel, nedslidt værkstedshal på DTU Campus i Lyngby. Aktivitetsniveauet for innovation og entreprenørskab overgår langt forventningerne. JUUL | FROST Arkitekter har stået bag transformationen i et tæt samarbejde med bygningens brugere. Bag bygningens inventar står arkitektfirmaet mtre.

“Man havde diskuteret om hvorvidt bygningen kunne leve op til et besøgstal på 10.000 om året og i løbet af de første 3-4 måneder kom der 21.000.”
Gösta Knudsen, formand for nomineringsudvalget i RENOVER, 2015

ENERGIOPTIMERING & BEVARINGSVÆRDI

Efter renoveringen af DTU Skylab er energiforbruget ifølge RENOVER estimeret til at være nedsat med 32%. Dette er lykkedes gennem indsættelse af nye vinduer, et nyt ventilationsanlæg med varmegenindvinding samt ny LED belysning. Transformationen er foretaget med respekt for de eksisterende arkitektoniske kvaliteter, hvorfra bl.a. den unikke loftshøjde og de oprindelige betonsøljer skaber en helt særlig atmosfære. Både tid og penge er sparet ved at renovere den gamle værkstedshal i stedet for at rive ned og bygge nyt.

"Det er superfedt. Jeg bliver glad og motiveret, fordi bygningen emmer af passion og kreativitet. Lige meget hvor jeg er, kan jeg overskue hele bygningen og de mange aktiviteter og spontane møder, der foregår." 
Sannie Fisker,  Chefkonsulent på DTU Skylab, Indeklimaportalen 2015

IDENTITET, INDEKLIMA & VIDENSDELING

Efter renoveringen af den nedslidte, uopvarmede værkstedshal står DTU Skylab som et spirende innovationsmiljø, der inviterer til fællesskab og kreativitet. I følge RENOVER kom der i løbet af de første 3-4 måneder 21.000 besøgende, mod et forventet besøgstal på 10.000 om året. Over 6000 studerende bruger faciliteterne hver måned. Gennem bl.a. transparente vægge og et intelligent akustikdesign er der etableret perfekte rammer for, at forskellige funktioner og aktiviteter kan foregå samtidig. 

“Vi har – helt bogstaveligt – højt til loftet, for de studerende skal turde tænke ambitiøst, globalt og frygtløst. Forsøger man at flytte grænserne for, hvad der er muligt, ryger man nogle gange ud over kanten. Derfor kommer det kommercielle gennembrud måske først i tredje eller fjerde forsøg, men de erfaringer kan også skabe vigtig læring og værdi. Bygningen understøtter dette mind-set."
Mikkel Sørensen, Daglig leder på DTU Skylab, RENOVER 2015

For andet år i træk har DTU i 2015 derudover sat rekord i antallet af tilknyttede start-ups , hvorfra 31 af de i alt 54 nyopstartede virksomheder er iværksat af studerende. Ifølge Marianne Thellersen, koncerndirektør for innovation og entrepenørskab på DTU, skyldes dette tildels indførelsen af DTU Skylab, da der her findes en mere fokuseret indsats end hidtil, hvor de studerende har mulighed for at få rådgivning fra både frivillige iværksættere såvel som advokater og revisorer. 

"Det har virkelig accelereret inden for studenter-start-ups, at vi har fået Skylab. Derudover har vi også fået en rektor, der synes, det er vigtigt at få teknologi ud i samfundet." 
Marianne Thellersen, Koncerndirektør for Innovation og Entrepenørskab på DTU, Finans 2016

DTU Skylab, JUUL | FROST. Foto: STAMERS KONTOR
Foto: STAMERS KONTOR

OM PROJEKTET

DTU Skylab tilbyder multifunktionelle og tværfagligt understøttende rammer med plads til både entreprenørskab, konferencer, undervisning og sociale events. Renoveringen af den gamle værkstedshal er foretaget med respekt for de eksisterende arkitektoniske kvaliteter, herunder bl.a. husets bølgede facade, den originale loftshøjde og den indvendige struktur med betonsøjler. Transparente vægge og et intelligent akustikdesign har givet plads til, at værksteds- og kontorarbejde, møde- og konferencefaciliteter, kan foregå side om side. Med synergi, samarbejde og synlighed som nøgleord i designet, er det lykkedes at skabe et sæt innovative rammer, som inviterer til fællesskab og både fagligt og socialt samarbejde. Bygningen fremstår afslappet og mobil og er en ideel platform for åbne tests og dialoger; et laboratorium, som inviterer omgivelserne ind og ikke lukker sig om sin vidensproduktion. 

Læs mere om DTU SKYLAB på JUUL | FROST Arkitekter's hjemmeside