Fælles værdier er afgørende for et succesfuldt opkøb – på den lange bane
Hos arkitektvirksomheden AART lægger CEO Torben Skovbjerg, ikke skjul på, at opkøbet af Mangor & Nagel på mange måder var en rigtig god forretning, som gav adgang til nye og værdifulde markedsandele. Men den egentlige succes ligger for ham i, at de to arkitektvirksomheder også rent værdimæssigt var et rigtig godt match.
De har gjort det før. Opkøbt en arkitektvirksomhed med en ambition om at supplere de mange offentlige kunder i Norge med flere private.
”Det opkøb lykkedes vi rigtig godt med. Både værdimæssigt, integrationsmæssigt og kundemæssigt. Og det gav os mod på mere,” forklarer Torben Skovbjerg der er CEO i arkitektvirksomheden AART.
Med en stærk base i Østdanmark og med hovedkontor i Aarhus drømte AART om for alvor at knække koden til det det københavnske marked.
”Vi havde enkelte projekter i hovedstaden, men uden at vi for alvor var lykkes at bryde igennem. Vi ønskede os et langt stærkere marked og forankring i det område. Og så opstod muligheden for at opkøbe en markant og stærk arkitektvirksomhed med base i hovedstadsområdet – Mangor & Nagel – og derigennem få en langt stærkere tilstedeværelse i København og på hele Sjælland,” siger Torben Skovbjerg.
Et perfekt match
Hvordan dialogen mellem de to arkitektvirksomheder blev etableret, forbliver i den nuværende ejerkreds. Men ifølge Torben Skovbjerg har AART ikke lagt skjul på interessen for at udvide gennem opkøb, mens de daværende majoritetsejere af Mangor & Nagel - Torben Nagel og Karsten Nagel – også havde kommunikeret åbent om deres planer for et snarligt generationsskifte i virksomheden.
"Når alt det er sagt, så er jeg ikke i tvivl om, at den egentlige succes i det opkøb – på den lange bane – ligger i et sammenfald af værdier og tilgang til arkitektur." Torben Skovbjerg, CEO, AART
”Kontakten blev formidlet, og derfra gik det egentlig ret let, fordi vi grundlæggende syntes rigtig godt om hinanden – ledelsen og ejerkredsen i Mangor & Nagel og den tilsvarende i AART. Ret hurtigt kunne vi alle sammen mærke, at her var der både god kemi, et fælles værdisæt, en passion for arkitektur og to forretninger, som kunne forenes,” siger Torben Skovbjerg og kalder det et ’forretningsmæssigt perfekt match’:
”Mangor & Nagel havde præcis det, vi søgte i forhold til at kunne skabe vækst. De havde det marked, de kunder, den volumen og den geografiske placering, vi søgte. Men når alt det er sagt, så er jeg ikke i tvivl om, at den egentlige succes i det opkøb – på den lange bane – ligger i et sammenfald af værdier og tilgang til arkitektur. Vi havde et grundlæggende ens menneskesyn og så ens på relationen til medarbejdere og kunder. Det fælles værdisæt og det faglige fokus på arkitektur i AART og Mangor & Nagel har uden tvivl haft en afgørende betydning for, at opkøbet er blevet en succes, herunder at medarbejderne er blevet hængende. At de stadig kan se sig i virksomheden og har lyst til at udvikle sig her - også efter skåltalerne har lagt sig.”
Rollen som kulturbærer
Jakob Andersen, der i dag er partner og regionsdirektør i AART East, og Søren Stoustrup, der er partner samt markeds- og tilbudschef, har fortsat deres ejerskab også efter opkøbet. Det har været en vigtig del af handlen også at sikre et stærkt, forankret ejerskab i det nye setup. I dag har de to tidligere majoritetsejere af Mangor & Nagel – Torben og Karsten – rollen som minoritetsejere og deler en plads i bestyrelsen i den afdeling af AART, der hedder AART East. Men mest af alt fungerer de efter fælles ønske som kulturbærere og ambassadører i virksomheden.
”Der var i opkøbsfasen stor enighed og et fælles ønske om, at Torben Nagel og jeg ikke bare skulle forsvinde ud ad bagdøren efter opkøbet,” forklarer Karsten Nagel og fortsætter:
”For mit vedkommende sætter jeg stor pris på stadig at være en del af det sociale på tegnestuen, og lægger vejen forbi et par timer de fleste dage i ugen. Jeg føler mig stadig som en del af virksomheden, og det betyder rigtig meget. Også selv om det ikke er i en ledende rolle mere. Torben Nagel og jeg er begge i 70’erne. Verden forandrer sig hele tiden, og opgaven med at agere i den verden ligger bedre i yngre hænder end vores.”
Mens det er flere år siden, Karsten Nagel har været involveret i egentlige projekter, har Torben Nagel stadig rollen som sparringspartner på tegnestuen, hvor arkitekterne kan trække på hans viden og netværk, når det giver mening. Og det gør det i den grad, hvis man spørger de nye ejere:
”Vi har købt en værdifuld vare, som vi rigtig gerne vil passe godt på. Det inkluderer også de relationer, der er i Mangor & Nagel – herunder relationer til kunder og medarbejdere. Vi har den dybeste respekt for det, Torben og Karsten Nagel og den øvrige ledelse og ejerkreds har bygget op over mange årtier. Og for os er det på ingen måde værdiskabende at cutte det bånd ifm. opkøbet,” siger CEO i AART Torben Skovbjerg.
For Karsten Nagel er der ingen tvivl om, hvornår tiden er moden til at lukke døren til AART helt:
”Den dag, hvor jeg holder op med at sige ”vi”, og i stedet siger ”de”, når jeg taler om virksomheden, så er det på tide at takke af. Men jeg tror heldigvis ikke, at det bliver lige foreløbigt.”
Information, information, information
I de år, der er gået efter opkøbet af Mangor & Nagel, peger AARTs CEO på flere vigtige erfaringer:
”Det har på alle måder været et konfliktfrit opkøb, som alle parter har kunnet se sig selv i. Og forretningsmæssigt er det også en succes. Men man skal ikke underkende de mange små strukturelle og praktiske aspekter, der også følger med et opkøb. For vores vedkommende var det blandt andet behovet for at flytte funktioner og dermed medarbejdere til andre afdelinger i landet. Der var også svære beslutninger om den rette timing ift. at lukke Mangor & Nagels hjemmeside og LinkedIn-profil. Det var på ingen måder konfliktfyldte beslutninger, men det var alligevel med ret stor omtanke, at vi skulle træffe dem og sikre enighed om og ejerskab til dem,” forklarer Torben Skovbjerg.
"Information, information, information. Simpelthen. Og mest muligt af det. Sørg for hele tiden at fortælle medarbejdere og kunder, hvad der sker, hvor I er i processen, hvad I foretager jer, hvad hensigten er og så videre." Torben Skovbjerg, CEO, AART
Undervejs i processen med at opkøbe Mangor & Nagel besluttede ledelsen i AART også at trække på ekstern rådgivning hos Kromann Reumert.
”I processen omkring due diligence hjalp de os med at sikre, at den virksomhed, vi var ved at købe, hang sammen, at den var compliant, og at regnskaber, resultater, projekter og medarbejdere var som forventet. Det er en vigtig proces i et stort køb, og det kan klart anbefales at få hjælp og rådgivning til den del,” siger Torben Skovbjerg.
En anden anbefaling fra AART er at bruge tid og ressourcer på at tale med ledelsen samt nøglemedarbejdere i den virksomhed, man planlægger at opkøbe.
”Mangor & Nagel var en stor virksomhed med over 130 ansatte, så det var ikke muligt at gennemføre samtaler med alle. Men trods det gav vores mange samtaler et virkelig godt indblik i virksomhedens kultur, i fagligheden og i de mange mennesker, der i dag er blevet vores nye kolleger. Det er også en unik måde at få etableret en relation til de mennesker, der nu bliver en del af virksomheden.”
Et sidste råd fra Torben Skovbjerg til arkitektvirksomheder, der står foran et opkøb eller en fusion, lyder:
”Information, information, information. Simpelthen. Og mest muligt af det. Sørg for hele tiden at fortælle medarbejdere og kunder, hvad der sker, hvor I er i processen, hvad I foretager jer, hvad hensigten er og så videre. Vi nedsatte en såkaldt integrationsstyregruppe med repræsentanter fra begge ledelser, som havde til opgave at skabe den bedste overgang for alle og holde løbende informationsmøder for medarbejderne, så de hele tiden var opdaterede på processen. Det gjorde en stor forskel.”
Interviewet ovenfor er en del af Danske Arkitektvirksomheders nye publikation om om fusioner, opkøb, partneroptag og generationsskifte i arkitektvirksomheder.