Billede af Allinge, Folkemødet på Bornholm.

Folkemøde-aktiviteter 2019

Opdateret 05.06.19 |
Af:
Karen Sejr

Foto: Lisbet Fibiger / Byens Netværk

Danske Arkitektvirksomheder inviterer i år sammen med blandt andet Byens Netværk, BL - Danmarks Almene Boliger, Arkitektforeningen og KADK til en række events og debatter på Folkemødet 2019.

Det kommer til at handle om klima, byggeriets dilemmaer og verdensmål - og vi har som sædvanligt allieret os med både medlemmer, politikere og andre organisationer, der har samme dagsordener, et bredere netværk og en viden der skal være med til folde temaer og synspunkter endnu mere ud.

Hvis du overvejer at tage på Folkemødet i år, skal du, ud over at få bestilt en billet i en fart, sørge for at være på solskinsøen fredag den 14. juni. Det er nemlig dagen, hvor vi afvikler hele tre events:

Kan det bygges væk?

Vi lægger ud fra morgenstunden fredag den 14. juni kl. 9 med debat om de mange udfordringer et forandret klima bringer med sig - og hvordan kommuner og andre gør for at løse problemerne.

Kan det overhovedet bygges væk? Og hvad kræver det af staten, kommunerne og landskabsarkitekterne?

Med os på scenen har vi Rikke Juul Gram fra Schønherr, Lene Espersen fra Danske Arkitektvirksomheder, borgmester Bo Hansen fra Svendborg Kommune, stadsarkitekt Lisbet Wolters fra Vejle Kommune samt Jens Joel, Socialdemokratiets klimaordfører.

Fremtidens arkitekter i Løvens Hule

Vi gentager sidste års succés med at sende tre nyuddannede arkitekter i armene på en række benhårde erhvervsfolk, politikere, investorer og helt almindelige borgere. Det foregår også fredag den 14. juni kl. 11.30 i Verdensmålenes Telt.

Fremtidens udfordringer kræver nye løsninger og dem kommer de med - de unge arkitekter. Til at vurdere løsninger har vi Danske Arkitektvirksomheders bestyrelseformand Katja Viltoft, Anne Skovbro fra By & Havn, Mette Fjord Sørensen fra Dansk Industri og forhåbentlig et par politikere.

Byggeriets dilemmaer med Mads Steffensen

Sammen med BL og Byens Netværk inviterer vi til en aktuel debat om byggeriets dilemmaer, når programvært Mads Steffensen, kendt fra bl.a. ”Mads og Monopolet” bringer en række dilemmaer til debat i krydsilden mellem borgere, politikere og centrale aktører i bygge- og arkitektbranchen.

Det kommer til at handle om alt fra hvordan vi bygger, bor, og hvordan vi håndterer vores ressourcer i byggeriet.

Med os på scenen har vi ni skarpe profiler: Winni Grosbøll, borgmester på Bornholm, Flemming Rafn, partner i Tredje Natur, Jim Lyngvild, designer og iværksætter, Dan Stubbergaard, grundlægger fra COBE, Jacob Axel Nielsen, direktør i Calum, Mette Qvist, direktør i Green Building Council, Balder Johansen, daglig leder hos Logik & Co, Mia Manghezi, projektudviklingsdirektør i Pension Danmark samt Palle Adamsen, adm. direktør i Lejerbo.

Glæd jer til en spændende og diskussionsfyldt dag i selskab med en masse interessante, underholdende og engagerede folk med forskellige fagligheder og synspunkter.

Se programmet for Folkemødet 2019