HASLE HAVNEBAD

Opdateret 26.07.22 |
Af:
Nanna-Rose R. K. Broch

Foto: Signe Find Larsen

Hasle Havnebad på Bornholm er designet af White arkitekter. Badet fremstår markant i havnebilledet med sin karakteristiske trekantede trappeformation, der tager sig ud som en 'vinge', der åbner sig ud mod Østersøen.

“Der er nogen, der tror, det er konen, der bestemmer, hvor man skal sejle hen, men tro mig. Det er børnene. Vi har gæstebåde som sejler afsted, men er vendt om igen, fordi det er sjovere her end i næste havn.”
Jakob Jensen, Driftsansvarlig for alle ti kommunale havne på Bornholm, NIRAS 2015

IDENTITET

I en evaluering foretaget af NIRAS i 2015, er 87% af de adspurgte brugere i Hasle tilfredse eller meget tilfredse med havnebadet. I byen fremhæves det i høj grad som en særlig attraktion. Brugerne forklarer det med havnebadets unikke arkitektoniske udformning, samt det faktum, at de ikke har mange andre attraktioner i byen. Brugerne oplever ifølge evalueringen, at stedet har været med til at sætte Hasle på landkortet, og flere, at det er blevet et vartegn for byen. Under det traditionsrige optog ved 'Sildefesten' i 2014, blev der desuden trukket en mini-model af havnebadet med gennem byen på en vogn.

LIVSKVALITET OG BYLIV

Ifølge evalueringen foretaget af NIRAS i 2015 er børnefamilier dem, der oftest besøger Hasle Havnebad. På trods af, at der hverken er remedier til leg eller nogen form for vandlegeplads, finder brugerne stedet inspirerende med den markante udformning, der, som de selv beskriver det, 'appellerer til leg og aktivitet'. Hasle er i højere grad blevet en destination, også for Bornholmerne selv.

 

Hasle Havnebad, White arkitekter. Foto: Signe Find Larsen.
Foto: Signe Find Larsen

OM PROJEKTET

Hasle Havnebads består af en flydende platform, der er placeret inde i et system af moler. Havnebadets form fremstår markant i havnebilledet med sin karakteristiske trekantede trappeformation, der tager sig ud som en 'vinge', som åbner op mod havet. Udover trappeformationen, der anvendes til ophold og udspring, forbinder havnebadets bassiner med fast bund og dybde, samt en rampe, faciliteterne med land. Ved landfæste findes en saunabygning, toilet og omklædning, opholdsarealer og trin til isætning af kajakker. Til trods for havnebadets lidt afsides placering er det omgivet af liv i årets varmere måneder, med kort afstand til både foreningslokaler, ferieboliger og den lokale havne-grill. Hele anlægget er offentligt tilgængeligt året rund, fremstår åbent og indbyder til ophold og aktivitet.

Læs mere om Hasle Havnebad på White arkitekter's hjemmeside