Hvem har et telefonnummer til byggesektoren?

Det er et problem, at ansvaret for bolig- og byggesektoren er smurt ud på så mange forskellige ministerielle ressortområder. Især fordi området har kæmpe betydning for samfundsøkonomi, beskæftigelse, grøn omstilling og vores position som design- og arkitekturnation.

Hvad er telefonnummeret til Europa?

Sådan skulle den nu afdøde amerikanske udenrigsminister, Henry Kissinger, engang have spurgt, da han var træt af at skulle finde ud af, hvem der egentlig tegnede det komplekse og sammensatte Europa på den anden side af Atlanterhavet. 

Det er nok mest af alt en god historie – mere end det er en historisk kendsgerning. Men frustrationen over, at det kan være svært at finde frem til dem, der har ansvaret og udstikker retningslinjerne kender de fleste. Og det gælder ikke mindst alle de aktører, som er engageret i bolig – og byggesektoren herhjemme.

Som vi flere gange har fastslået på denne plads, har Danske Arkitektvirksomheder rost regeringens initiativ med at udarbejde en ny arkitekturpolitik, og vi vil løbende gøre, hvad vi kan for at spille gode ideer ind i den politiske proces. Så langt så godt. 

Men hvis vi zoomer ud og udvider billedet, er det et stigende problem, at ansvaret for bolig- og byggesektoren er smurt ud på så mange forskellige ministerielle ressortområder. Tænk over det: Vi taler om en sektor som fylder kolossalt meget i forhold til samfundsøkonomi, beskæftigelse, grøn omstilling og Danmarks unikke globale position som et land, hvorfra der skabes design og arkitektur i verdensklasse. 

Vi taler faktisk også om en sektor, som hver eneste dag er med til at skabe rammerne for, hvordan en hel befolkning bor og arbejder, og som i øvrigt sætter arkitektoniske aftryk rundt om i verden.

Alligevel er der ingen, som har et samlet politisk overblik – og ansvar – for denne sektor. 

Det er som sagt ubetinget glædeligt, at kulturminister Jakob Engel Schmidt er optaget af at få skabt en ny arkitekturpolitik, og det forberedende arbejde ligger uden tvivl i gode hænder hos en kompetent ekspertgruppe med dygtige arkitekter som medlemmer. Men når politikken en dag skal ud at leve i virkeligheden, ja så kræver det, at der bliver ændret på rammevilkår, justeret på regler og nedlagt barrierer, som i dag spænder ben for de gode løsninger. Og magten over disse rammevilkår og regler ligger ikke i Kulturministeriet.

Som det er i dag, er ansvaret for bolig- og byggesektoren tværtimod smurt tyndt ud over en lang række ministerier og styrelser, og det er ganske enkelt ikke hensigtsmæssigt, når det handler om at skabe de rigtige rammer for en så betydelig sektor. 

Lad os tage et par eksempler: Byggeloven, som BR18 udmønter, ligger i Social- og Boligministeriet. Planloven ligger i By-, Land- og Kirkeministeriet. Klimaet ligger i Klimaministeriet, det ydre miljø er placeret i Miljøministeriet, og endelig er arkitekturpolitikken så lagt i Kulturministeriet. 

Denne form for spredning er mildt sagt ikke en garant for at skabe overblik og sikre helhedstænkning, endsige sætte en samlet strategisk retning for en sektor, som i praksis kan bidrage til at løse mange af de presserende udfordringer for samfundet, og som kan og skal spille en vigtig rolle i forhold til den nødvendige grønne omstilling. 

Det gør ikke udfordringen mindre, at der skete en dramatisk udskiftning af de folkevalgte ved sidste folketingsvalg, der som bekendt skabte rystelser i dansk politik. Dermed er der også sket en stor omkalfatring af de ordførere, som arbejder med bolig- og byggesektoren, og som hver især kun kan have overblik over et hjørne eller et delområde af hele bolig- og byggesektoren. 

Er dette klogt i forhold til en sektor, der som nævnt skal være med til at bane vej for f.eks. en mere bæredygtig udvikling, større forsyningssikkerhed og en mere effektiv klimatilpasning? Svaret giver vist sig selv.

Derfor ville det også være glædeligt, hvis flere af landets ledende politikere begyndte at tænke seriøst over denne problemstilling. Og det ville selvsagt være endnu bedre, hvis den siddende regering ville begynde at arbejde for at skabe større overblik, transparens og strategisk retning for en sektor, som kan tilbyde så meget mere, hvis rammerne blev mere gennemskuelige.