Hvordan styrker vi bedst arkitektvirksomhedernes stemme?
De mange grønne frontløbere i arkitektbranchen er afgørende for at skubbe den grønne omstilling frem, men det er også afgørende, at hele byggesektoren kommer med, hvis transformationen skal lykkes i stor skala, skriver Lars Storr-Hansen.
Rundt om i Europa foregår et voldsomt politisk opgør om, hvordan landbruget skal bidrage til den grønne omstilling.
Ser vi på byggebranchen, har den i mange år også sat et tungt fodaftryk på miljø og klima. Men i modsætning til det højspændte slagsmål om landbruget, er byggesektoren i mange lande stemplet ind i den grønne dagsorden.
Målet er, at der skal bygges mere skånsomt, og der er kommet fokus på, at vi i højere grad skal renovere og transformere eksisterende bygninger i stedet for at rive ned og bygge nyt.
Sker omstillingen uden konflikter? Nej.
Nogle hænger i bremsen. De kræver tid til at kunne lægge produktionen om, og de frygter for deres virksomheder, hvis tingene skal gå for hurtigt. Andre skubber derimod utålmodigt på og mener, at omstillingen sker for langsomt.
Den debat kender vi også i den danske byggesektor, hvor flere kritikere i den seneste tid har skudt med skarpt mod DI, som ifølge kritikerne lægger en bremse på omstillingen og holder hånden over de store industrivirksomheder.
I Byrumsmonitor har enkelte kritikere givet udtryk for, at Danske Arkitektvirksomheder ikke hører til i DI. Det er en legitim debat, men det er vigtigt, at nuancerne kommer med.
I Danske Arkitektvirksomheder arbejder vi for at sikre de bedst mulige rammevilkår for landets arkitektvirksomheder. DI tager sig af overenskomsterne. Men i vores arbejde sætter de valgte repræsentanter - med bestyrelse og formand i spidsen - suverænt kursen. Vi har som organisation vores egne holdninger, som vi giver udtryk for i mange sammenhænge: Det gælder, når vi arbejder for at gøre bæredygtighed til et omdrejningspunkt i den nationale arkitekturpolitik. Det sker, når vi helt nede i detaljen retter søgelyset mod regler i Bygningsreglementet, der gør det svært at transformere bygninger. Det gælder også, når vi på de indre linjer hæver barren i Byggeriets Handletank for Bæredygtighed, eller når vi bakker op om Reduction Roadmap og de ambitiøse mål om at sænke CO2-udledningen.
Vi lægger vores linje i forhold til, hvor hurtigt vi vil gå frem i den grønne omstilling, og nogle gange kolliderer vores holdninger med DI – og sådan må det være. Som det tidligere er blevet formuleret på denne plads, tæller hvert skridt, og vi ønsker at sætte et højt tempo og nå langt.
"I dag står vi et sted, hvor vi kan arbejde for at styrke arkitektvirksomhedernes rammevilkår og gøre opmærksom på deres bidrag til samfundet – samtidig med at vi kan være med til at påvirke byggesektoren og styrke den grønne omstilling på den store klinge."
Nøjagtig samme indstilling har mange af landets arkitektvirksomheder. De er frontløbere, de skubber til udviklingen, og de er med til at skabe gennembrud. Men det er også værd at huske, at de store ryk sker, når hele byggesektoren er med. Derfor er det vigtigt at samarbejde på tværs af byggebranchen og indgå alliancer. I DI er hele værdikæden indenfor byggeriet repræsenteret. Det skaber fremdrift, når vi tager skridt i fællesskab, og det giver tyngde, når vi skal fortælle politikerne om de rammer, som branchen har brug for, når de grønne ambitioner skal løftes i virkelighedens verden. Det er ganske enkelt svært at opnå indflydelse, hvis man er lille og alene.
Det betyder ikke, at Danske Arkitektvirksomheders position er støbt i beton. Vi skal altid overveje, hvor og hvordan vi får størst slagkraft. Men i dag står vi et sted, hvor vi kan arbejde for at styrke arkitektvirksomhedernes rammevilkår og gøre opmærksom på deres bidrag til samfundet – samtidig med at vi kan være med til at påvirke byggesektoren og styrke den grønne omstilling på den store klinge.
Hvis man synes, at alting går for langsomt, så husk, hvordan debatten om byggesektorens rolle i den grønne omstilling så ud for få år siden. Der er sket et kraftspring, og de skridt, vi tager herhjemme, er ved at blive kendt uden for Danmark.
I denne uge har Cannes været ramme om verdens største ejendomsmesse, Mipim 2024. Her fylder den grønne omstilling mere end nogensinde, og arrangørerne har peget på Norden som et sted, andre kan lære af. Folkene bag Reduction Roadmap blev inviteret med. Det er et eksempel på, hvordan frontløbere blandt arkitektvirksomhederne sætter en retning, som for alvor får effekt, når de store spillere begynder at følge samme mål.