Foto af Lars Storr-Hansen

Jagten på falsk tryghed og laveste pris udløser byggeskandalerne

Dato 27.11.24 |
Af:
Lars Storr-Hansen

Med nyheden om nye forsinkelser og budgetoverskridelser i forbindelse med opførelsen af ”supersygehuset” på Fyn, fortsætter en trist føljeton. Skulle vi ikke snart lære af fejlene?

For få dage siden kunne DR Nyheder berette, at Region Syddanmark har vedtaget en ny tidsplan for supersygehuset i Odense, eftersom byggeriet er blevet yderligere forsinket og endnu dyrere end planlagt.

Hospitalet skulle have stået klar i 2022, men ifølge DR vil den første patient formentlig først kunne rykke ind i efteråret 2027.

Er det overraskende? Nej, det tankevækkende svar er faktisk, at det er forventeligt.

At det forholder sig sådan, har bl.a. professor Bent Flyvbjerg været med til at dokumentere. Som led i sin omfattende forskning indenfor byggeriet har han påvist, at forsinkelser og fordyrelser er reglen snarere end undtagelsen.

"Der er desværre alt for mange eksempler på offentlige byggerier, hvor bevillinger og ambitioner ikke hænger sammen." Lars Storr-Hansen, adm. direktør, Danske Arkitektvirksomheder

Samme konklusion når Politikens arkitekturredaktør, Karsten R.S. Ifversen, frem til i en aktuel kommentar, hvor han dykker ned i forsinkelserne og budgetoverskrivelserne i forbindelse med Niels Bohr Bygningen i København.

Hvorfor bliver det ved med at gå galt, spørger Karsten R.S. Ifversen i sin artikel, og han peger bl.a. på høj kompleksitet og uenigheder mellem entreprenører og bygherre. Han nævner også, at flere af de involverede har kritiseret, at udbudsmaterialet har været uklart, og at det var med til at åbne for alt for billige og urealistiske bud.

Undervejs beskriver han, hvordan forsøgene på at forhindre byggeskandaler og overforbrug ironisk nok ofte ender med at komplicere byggeprocessen og kvæle byggeriet. Når man ”i bedste mening økonomiserer for meget med skatteydernes penge og i licitationen kun vælger det billigste og ikke det bedste tilbud,” øges risikoen, fastslår han og slutter med disse ord: ”Så er det svært ikke at gøre det forkert. Det er faktisk det nemmeste i verden.”

I Danske Arkitektvirksomheder er vi enige. Vi har længe og vedvarende kritiseret det grundlag, som f.eks. de store hospitalsbyggerier – og mange andre byggerier – hviler på. Der er desværre alt for mange eksempler på offentlige byggerier, hvor bevillinger og ambitioner ikke hænger sammen.

Som en konsekvens ser vi eksempler på en uholdbar underbudgettering, som i næste omfang udløser et uværdigt fokus på at flytte budgetrisikoen over på andre. Det har bl.a. ført til, at arkitektvirksomheder, der deltager i konkurrencer, skal aflevere ekstremt detaljerede forslag og kalkulationer til en symbolsk betaling. Men sagen er, at det ikke giver mening at færdigprojektere et byggeri i udbudsfasen. Det viser alle avisartiklerne om voldgiftssager og budgetoverskridelser.

Ret blikket mod supersygehuset i Odense, dyk ned i professor Flyvbjergs forskning eller lyt til arkitekturredaktøren på Politiken, og så bliver det hurtigt klart, at vi er på vildspor.

Sandheden er, at for mange offentlige byggesager kører af sporet, og derfor må det være på høje tid, at vi gør op med den nuværende dysfunktionelle praksis. Vi er nødt til at gentænke den måde, vi udbyder offentligt byggeri på, og vi skal have gjort op med de mange konfliktoptrappende elementer som f.eks. urealistiske budgetter og fravigelser fra almindelige betingelser, som kendetegner mange byggesager i dag.

Løsningen må være, at der sker en grundigere planlægning, inden opgaven bydes ud, og at der sættes en stopper for detaljerede krav på et alt for tidligt tidspunkt. Den grønne omstilling i byggeriet lider også under de nuværende processer, som kun advokaterne har glæde af og tjener penge på.

Tillad mig at slutte med en anekdote:

I 1418 udskrev man i Firenze en konkurrence om at bygge en ny kuppel på Domkirken. Udbudsmaterialet fyldte én sætning og gik på, at enhver, der måtte ønske at udarbejde en model eller en tegning blot skulle gøre det inden en bestemt dato.

Resultatet blev Brunelleschi-kuplen.

En kuppel, der i dag er verdenskendt som et æstetisk og teknisk mesterværk.