
Katja Viltoft: Ny spilleplade for arkitekterne
Den nye hvidbog fra kulturministerens ekspertgruppe tager et vigtigt livtag med det meget enøjede fokus på økonomisk gevinst, som præger byggeriet. Det mener bestyrelsesleder for Danske Arkitektvirksomheder, Katja Viltoft. For hende giver oplægget til en ny national arkitekturpolitik en helt ny og nødvendig spilleplade, hvor reglerne hedder mere natur, mere bevaring og højere kvalitet.
”Nu er det op til beslutningstagere og branchen at tage arbejdet videre, så vi ikke ender med et ’skrivebordsdokument’.”
Sådan skriver Ekspertgruppen for National Arkitekturpolitik i den hvidbog, som de efter næsten 2 års arbejde netop har afleveret til kulturministeren. Med hvidbogen følger en ny vision for arkitekturen, hvor perspektivet er langt, retningen ambitiøs og målet at skabe en kulturforandring i tilgangen til planlægning og arkitektur.
I Danske Arkitektvirksomheder har bestyrelsesleder Katja Viltoft fulgt ekspertgruppens arbejde tæt, og som repræsentant for landets arkitektvirksomheder står hun i den grad klar til at gribe de anbefalinger og visioner, som hvidbogen indeholder.
”Vi har i Danske Arkitektvirksomheder længe talt om, hvordan vi kan være med til at sikre, at det, der bygges, i højere grad skaber værdi for det omgivende samfund – også på lang sigt. Og den samtale synes jeg, at ekspertgruppens oplæg til en ny arkitekturpolitik i den grad tapper ind i. Derfor bliver hvidbogen et vigtigt redskab i arkitekternes dialog med omverdenen og med de øvrige parter i byggeriet,” siger Katja Viltoft.
Hvidbog giver branchen en ny spilleplade
Ekspertgruppens visioner og anbefalinger til en ny national arkitekturpolitik sætter hensynet til naturen i centrum. De kalder også på langt mere cirkularitet i byggeri, på renovering og transformering frem for nybyg, på øget fokus på lokale værdier og kulturarv, på levende bymidter, på mere mangfoldige boligtyper. Og på større omhu.
”Alle de emner, der tages op i arkitekturpolitikken, er for os arkitekter fuldstændig logiske og nogle, vi rigtig gerne vil arbejde med. Vi møder bare ikke altid den lydhørhed fra parterne omkring os,” siger Katja Viltoft og fortsætter:
”Ekspertgruppens bud på en ny national arkitekturpolitik er med til at ridse en ny og nødvendig spilleplade op for hele byggebranchen. Den legitimerer det, vi som arkitekter hele tiden italesætter, men som vi ikke altid får opbakning til. Derfor er det hamrende vigtigt, at anbefalingerne kommer ud og leve i hele værdikæden, så vi arkitekter ikke står alene tilbage på den nye spilleplade. For så hjælper det ikke noget.”
Hvis anbefalingerne gribes og omsættes til reel politik, vil det ifølge Katja Viltoft legitimerer fra højeste sted, at arkitekternes insisteren på at arbejde mere bæredygtigt og helhedsorienteret er den rigtige vej at gå.
"Som arkitekter skal vi kræve, at et projekt skaber værdi på mange forskellige parametre, så vi både opfylder bygherrens, brugerens, samfundets og fremtidens behov." Katja Viltoft, bestyrelsesleder, Danske Arkitektvirksomheder
”Vi skal insistere på – og det italesætter ekspertgruppen også – at få mere ud af de kroner, vi investerer i byggeri og arkitektur. Som arkitekter skal vi kræve, at et projekt skaber værdi på mange forskellige parametre, så vi både opfylder bygherrens, brugerens, samfundets og fremtidens behov,” siger Katja Viltoft.
Hvidbogen giver et større sprog for arkitektur
Som arkitekt oplever hun ofte, at de forskellige parter i et byggeprojekt – fra investoren til brugeren – kan have et ret enøjet fokus på egne behov.
”Selvom de behov kan være ganske valide, har vi som arkitekter en vigtig rolle som dem, der forener og samler de ønsker og behov til en større helhed. Vi skal skabe løsninger, som holder i flere hundrede år. Vi kan ikke tillade os at sige okay til et behov her og nu, som vi kan se ikke giver værdi på den lange bane. Vi er samfundets og fremtidens ambassadører. Og hvidbogen giver os netop det alibi i hånden. Den hjælper arkitekter, kommuner, stat og branche med at arbejde i samme retning mod højere arkitektonisk kvalitet,” siger Katja Viltoft.
Hvor arkitektonisk kvalitet, ifølge Danske Arkitektvirksomheders bestyrelsesleder, ofte kommer til at handle om smagsdommeri, om hvorvidt en bygning er smuk eller ej, bidrager ekspertgruppens arbejde med at brede arkitekturen ud til at handle om hele det fysiske miljø, vi færdes i. Vores byer, vores naturområder, vores boliger, vores mødesteder, vores åbne landskaber.
”Hvidbogen er med til at give os et større sprog for, hvad arkitektur er, og hvilken forskel arkitektur af høj kvalitet kan gøre, og hvad arkitektur kan og betyder for os alle sammen,” siger Katja Viltoft og fortsætter:
”En stor kvalitet i hvidbogen er for mig at se, at den taler mindre om arkitektur, men rigtig meget om de arkitektoniske kvaliteter. Den har mindre fokus på at diskutere, hvorvidt den enkelte bygning er god eller dårlig arkitektur, men fokuserer i stedet på hele den komplekse kontekst, som det enkelte byggeri er en del af. For det er ikke nok at lave et smukt byggeri, hvis det ligger fuldstændig forkert, hvis det sviner med vores knappe ressourcer, eller hvis det ikke skaber det liv i byen som var tiltænkt.
Omvendt er der masser af bygninger, som måske ikke er arkitektonisk verdensklasse, men som ligger helt rigtigt, er i tråd med de lokale kvaliteter og skaber lige præcis den værdi for mennesker og samfund, som var målet. På den måde tvinger ekspertgruppen alle parter til at tænke ud over det enkelte hjørne og det enkelte projekt, vi sidder med, og fokusere mere på helheden.”