Foto: Spisesal i Kirke
Et af afgangsprojekterne fra KADK 2017 er designet af Stine Nielsen. Projektet er et sognehus, der gør op med den traditionelle adskillelse mellem kirke- og byliv ved fx at inddrage et offentligt spisehus og mikrobryggeri.

Kom til premiere på afgangsudstillinger

Opdateret 21.06.17 |
Af:
Mia Winther-Queen

Nu har du mulighed for at håndplukke talenter, når arkitektskolerne inviterer til premiere på årets afgangsudstillinger på Holmen i København og DOKK1 i Aarhus.

Få ny viden og find inspiration blandt de mange nyudklækkede arkitekter, og måske kan du også finde virksomhedens næste medarbejder, når den kommende generation af designere og arkitekter viser deres afgangsprojekter frem. Kom med til afgangsudstilling på både KADK og Arkitektskolen Aarhus. 

KADK: Elever fortolker FNs verdensmål

I år er kandidaterne på KADK blevet bedt om at tage livtag med FNs 17 Verdensmål. De har igennem forløbet forholdt sig til en række samfundsrelevante og menneskelige problemstillinger og på den måde viser de, hvordan arkitektur og design kan være med til at forbedre vores samfund.  

Husk at tilmelde dig på KADK senest mandag 26. juni på snyg@kadk.dk 

Arkitektskolen Aarhus: OUT

Det er over and out for eleverne på Arkitektskolen Aarhus, og OUT er også navnet på afgangsudstillingen fra skolens elever. Udstillingen viser 50 afgangsprojekter, der alle kommer med relevante bud på ny og forandringsskabende arkitektur.