Kommuner skal styrkes indenfor arkitektur og byudvikling

Landets kommuner kæmper med at skabe helhed og sammenhæng i deres planlægning. Det viser, at der er et presserende behov for at få en ny arkitekturpolitik, der virker i hele landet.

Dagbladet Politiken har netop bragt flere tankevækkende artikler om udviklingen i Smilets By.

I en reportage gør byens teknik- og miljørådmand Nicolaj Bang det klart, at de folkevalgte i Aarhus ønsker et sporskifte, så man fremover bliver mere tilbageholdende med at give tilladelse til de højhuse, som i de senere år har sat et stort aftryk på byen.

”Vi har manglet nogle klare værdier i forhold til, hvordan vi ønsker at udvikle byen,” siger Nicolaj Bang og tilføjer: ”Vi er nødt til at arbejde efter en ny logik: Når nogen vil bygge højhus, skal vi spørge: Hvorfor? Hvad kan det gøre for byen?”

Til foråret vil Aarhus Kommune lancere en ny højhuspolitik. Den skal bl.a. udpege de områder, hvor der kan være bolig- og kontortårne, og den skal sikre, at nye højhuse i højere grad indgår i en samlet byplanlægning. En vigtig person i arbejdet er stadsarkitekt Anne Mette Boye, som sammenfatter den nye kurs med disse ord: ”Der kan selvfølgelig stadig bygges nye højhuse, men de skal give mening. Højhuse skal stræbe lige så højt efter bykvalitet, som de stræber efter himlen”.

Ganske tankevækkende falder omtalen af skiftet i Aarhus sammen med offentliggørelsen af en interessant artikel i Byrummonitor.

I forbindelse med udarbejdelsen af en ny national arkitekturpolitik har Kulturministeriet spurgt landets kommuner om, hvad de ser som de største arkitekturpolitiske udfordringer. Svarene har Byrummonitor fået adgang til via en aktindsigt. Og de rummer et sandt katalog over de problemer, som landets teknik- og miljøafdelinger, stadsarkitekter og byplanlæggere kæmper med i deres daglige arbejde.

"Mange kommuner mangler stadig den nødvendige indsigt i form af ansatte stadsarkitekter, nedsættelse af arkitekturråd eller etablering af andre faglige fora".

Flere svar kan læses som nødråb om, hvordan discountbutikker affolker bymidter, og hvordan bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer forfalder rundt om i mange landsbyer og byer. I andre dele af landet som f.eks. Gentofte oplever man udbredelsen af såkaldte ”pastiche-typehuse”, der beskrives som historieforfalskende byggeri, der underminerer villakvarterers autenticitet. Med kommunens ord er det ofte ”et frikadelle-typehus, altså et hus, der blot max’er ud på matriklen uden arkitektonisk værdi”. Hvilket også er skidt set i klimamæssigt perspektiv.

I det hele taget efterlyser flere kommuner lovgivning, der understøtter bæredygtighed, når der skal bygges nyt, og som sætter fokus på behovet for at energieffektivisere, renovere og transformere de eksisterende bygninger. Andre kommuner beskriver udfordringerne med at skabe blandede byer, og flere klager over manglen på betalbare boliger, herunder manglen på almene boliger.

Skal man nedfælde meldingerne fra kommunerne i én konklusion, ja så lyder den, at vi mere end nogensinde har brug for en ny arkitekturpolitik: Vi skal sikre, at vi bygger mere bæredygtigt, i højere kvalitet og med større langtidsholdbarhed. Vi skal bane vej for renovering og transformation i en helt anden skala end i dag. Og vi skal sikre større helhed og sammenhæng i projekterne, så de både kan gøre gavn i de voksende byer og understøtte de udfordrede lokalområder.

Kort sagt: Det handler om at skabe bedre og klogere rammevilkår.

I den forbindelse bliver det afgørende, at det offentlige – herunder kommunerne – får bedre betingelser at arbejde under. Det fastslog man sådan set allerede, da den tidligere arkitekturpolitik ”Mennesker i Centrum” blev præsenteret i 2014. Men i dag - 10 år senere - må vi konstatere, at de mange gode hensigter langt fra er blevet opfyldt. Allerede dengang var der fokus på, at den fysiske planlægning kunne styrkes ved hjælp af lokale arkitekturpolitikker og ansættelse af stadsarkitekter. Man kunne se, at en lang række kommuner stod med særlige udfordringer i landdistrikterne. Og det blev fastslået, at det offentlige burde arbejde for højere kvalitet indenfor arkitekturen og byggeriet.

Eksemplerne fra landets kommuner viser, at vi ikke er kommet i mål. Tværtimod er udviklingen på flere områder gået den gale vej, og mange kommuner mangler stadig den nødvendige indsigt i form af ansatte stadsarkitekter, nedsættelse af arkitekturråd eller etablering af andre faglige fora, som er nødvendige for at tænke i helhed og sammenhæng, og som kan bidrage til at skabe de rigtige arkitektoniske løsninger i det enkelte lokalområde.

Af samme grund er det uhyre vigtigt, at kulturminister Jakob Engel-Schmidt og regeringen lykkes med at udarbejde en ny arkitekturpolitik, som denne gang vil gøre en reel forskel for borgerne, kommunerne og byggesektoren.

Om 10 år skal vi helst ikke se tilbage på en forspildt mulighed. Men tværtimod glæde os over de løsninger, som de rigtige arkitektoniske greb – baseret på arkitekters og arkitektvirksomheders dybe faglighed - kan levere til hele samfundet.