Lad os få arkitekturen i centrum i 2024
2024 bliver spændende: Ny arkitekturpolitik, øget tempo på den grønne omstilling, håb om bedre samarbejde i branchen og en tackling af barrierer, der holder kvinder ude af ledelserne.
Når dronningen har holdt sin nytårstale og rådhusklokkerne har slået ved midnatstid den 31. december, venter et spændende år, hvor SVM-regeringens nye arkitekturpolitik skal se dagens lys.
Nytårsønsket herfra er enkelt: Vi håber, at flere vil få øje på, hvad god arkitektur kan tilbyde det enkelte menneske og samfundet.
Og vi håber, at politikere og myndigheder vil styrke rammerne for arkitektvirksomhederne, så de får bedre muligheder for at levere løsninger, hvor kvalitet og bæredygtighed er i højsædet.
I Danske Arkitektvirksomheder vil vi følge regeringens arbejde tæt. Vi vil komme med ideer, som vi løbende vil lægge frem, og vi vil være med til at stimulere debatten via indlæg og konferencer.
Regeringen har defineret tre spor for arbejdet med den nye arkitekturpolitik – nemlig bæredygtighed, fremtidens boliger samt aktive bymidter og revitaliserede landsbyer. Det er relevante temaer. Men det bliver afgørende, at bygherrerne – herunder kommunerne som landets største bygherre – slår ind på en kurs, hvor de i højere grad satser på at skabe bæredygtige løsninger i høj kvalitet, hvad enten det handler om at bygge nyt eller transformere bygninger.
Ja, det er rigtigt, at kvalitet koster mere at opføre på kort sigt. Til gengæld tjener bygninger af kvalitet sig hjem på længere sigt, og dermed er kvalitet med til at bane vej for større bæredygtighed.
Set fra Danske Arkitektvirksomheders perspektiv giver arbejdet med den nye arkitekturpolitik os en gylden mulighed for at vise, hvad arkitektvirksomheder kan præstere. Mange virksomheder er i dag frontløbere i forhold til at skabe en mere bæredygtig udvikling, og derfor er de klar til både at bygge nyt og transformere med fokus på miljø og klima. Det ville også være spændende, hvis den kommende arkitekturpolitiks øgede fokus på byggeri og især transformation - udenfor de store byer - vil åbne nye interessante muligheder for arkitektvirksomheder rundt om i landet.
I forhold til arbejdet med den grønne omstilling er det glædeligt, at Byggeriets Handletank for Bæredygtighed allerede i starten af det nye år vil lancere en handlingsplan, som for alvor skal bringe biodiversitet og cirkulær økonomi ind i byggesektoren parallelt med det skarpe fokus på at nedbringe udledningen af CO2.
Danske Arkitektvirksomheder er med i arbejdet, og det flugter med vores mål om at bane vej for arkitektur og byggeri, der belaster klima og miljø mindst muligt. Skal den vision lykkes, skal politikere og myndigheder være med. De skal skabe regler, der understøtter den grønne omstilling, og de skal fjerne regler i fx BR18, der spænder ben for bæredygtige løsninger.
De skal også forstå, at kravet om grøn omstilling kræver innovation, som ikke bliver fremmet af detaljerede og rigoristiske krav i udbud og konkurrencer. Heldigvis fornemmer vi en stigende erkendelse af, at der er behov for nye måder at samarbejde på, og vi håber på et gennembrud i 2024.
Også på et andet område vil vi næste år se nye gennembrud. Det handler om den kunstige intelligens’ indtog overalt, herunder i byggesektoren og i arkitektvirksomhederne. Når vi holder årsmøde den 18. april, vil AI blive omdrejningspunktet. Her vil bl.a. medarbejdere og ledere fra flere arkitektvirksomheder fortælle om, hvordan de i praksis arbejder med AI. I Danske Arkitektvirksomheder vil vi desuden arbejde på at finde nye veje til, hvordan vi mere kontinuerligt kan være med til at facilitere en meget vigtig vidensdeling om den nye teknologis muligheder – og faldgruber.
I 2024 vil vi desuden fremlægge en politik for diversitet og inklusion. Målet er simpelt: Alle medarbejdere skal være trygge på deres arbejdsplads, og alle talenter skal have lige muligheder for at blive set. Sidste forår offentliggjorde vi en undersøgelse, som viste, at der er rum for forbedring. Nu er tiden kommet til, at vi i fællesskab må fjerne de barrierer, der f.eks. holder kvinder ude af ledelserne eller afholder dem fra at blive partnere.
I 2024 vil det være også præcis 10 år siden, at den nuværende arkitekturpolitik blev lagt frem. Dengang var der bl.a. fokus på at få danske arkitektvirksomheder mere ud i verden, og der er grund til at glæde sig over, at banebrydende bygninger tegnet af danske arkitekter siden er rejst rundt om på kloden.
10-året giver ikke desto mindre anledning til at se på, om der kan skabes endnu bedre afsæt for eksport af dansk arkitektur, som måske nok stråler klarest på det sted i verden, hvor opgaven er løst, men som samtidig kaster lys tilbage på Danmark som en særlig design- og arkitekturnation.
I ønskes alle en rigtig glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår.