LETHAL I GENTOFTE

Opdateret 26.07.22 |
Af:
Nanna-Rose R. K. Broch

Fotos: Mads Frederik

Tegnestuen Vandkunsten har tegnet en indendørs lethal, som supplement til det udendørs skateparkområde 'Jägers' ved Gentofte Stadium. Bygningen faciliterer en lang række indendørsaktiviteter primært målrettet streetkulturens sportsgrene.

Den CO2-neutrale lethal drives og vedligeholdes af brugerne og koster kun en femtedel af en traditionel indendørs idrætshal af samme størrelse, når man inkluderer drift og vedligehold.

SAMFUNDSØKONOMI

Ifølge Tegnestuen Vandkunsten koster lethallen i Jägers Skatepark kun en femtedel af en traditionel indendørs idrætshal af samme størrelse, når man inkluderer drift og vedligehold. Dette skyldes bl.a. den enkle trækonstruktion og fravalget af varmeisolering, elektriske installationer og vådrum. Ved konstruktionen af denne type lethal, kan der derfor spares hele 80% af prisen og hallen kan opføres til 5.000 kr per kvadratmeter. Hallen er desuden designet til at kunne tilpasses, så den samme type hal kan imødekomme andre kommuners behov. 

"Lethallen er jo egentlig et meget stort skur som kunne have mange forskellige dimensioner – det er en del af konceptet, at den kan tilpasses andre behov hos kommuner, der gerne vil have en lethal. Derfor har vi brugt krudt på at udvikle en parametrisk BIM-model, så den kan imødekomme andre versioner og tilpasninger af Lethals-konceptet."
Niels Pedersen, Bygningskonstruktør MAL

CO2-AFTRYK, INDEKLIMA & TILGÆNGELIGHED

Lethallen er ifølge Tegnestuen Vandkunsten CO2-neutral og udelukkende bygget af miljøvenlige materialer. Den bærende konstruktion består af limtræ og facaden primært af polycarbonatplader, som fremstilles af restplast. Begge typer materialer bidrager til et sundt indeklima, har stærk holdbarhed og kan genanvendes. Ud over de tekniske krav, forudsættes det, at lethallen i sin enkle udformning og indretning i høj grad skal kunne drives af brugerne selv, og dermed også på driftssiden udgøre et reelt alternativ til den traditionelle idrætshal.

Lethal, Tegnestuen Vandkunsten. Foto: Mads Frederik.
Foto: Mads Frederik

OM PROJEKTET

Lethallen i Gentofte består af en CO2-neutral trækonstruktion, hvorfra dagslys kan trænge ind i hallen fra både vægge og tag gennem beklædningen af transparent polycarbonat. Langs facaden ud mod udendørsfaciliteterne er der skabt forbindelse mellem inde- og udearealer ved oplukkelige vægpartier, samt et robust halgulv, som traditionelt anvendes til udendørs brug. Det ubehandlede træ står råt og har samtidig et indbydende og varmt udtryk døgnet rundt. Lethallen er tilpasset streetkulturens idrætsaktiviteter, såsom skateboard og rulleskøjter, og er etableret i sammenhæng med udendørsfaciliteterne i det jordbaserede landskab af jordvolde og forhindringer Nord for hallen til BMX, skateparkområdet Jägers og Gentofte Stadium.

Læs mere om Lethallen i Jägers på Tegnestuen Vandkunsten's hjemmeside