Lisbjerg Bakke

Opdateret 29.11.19 |
Af:
Signe Moeslund Mains

Foto: Helene Høyer Mikkelsen

Lisbjerg Bakke er pionerprojekt inde for moderne træbyggeri og almen boligbebyggelse. Med et fleksibelt byggesystem kan lejlighedsplaner transformeres løbende, og beboerne oplever et behageligt indeklima året rundt.

Lisbjerg Bakke i Aarhus er DGNB Guld-certificeret og består af 40 meget forskellige boliger. Rødgran og limtræ er gennemgående byggematerialer, til gavn for både miljø og indeklima. Til projekter er udviklet et fleksibelt byggesystem, der gør det muligt at udskifte ydervægge og sammenlægge eller opdele lejligheder, hvis boligbehovet ændrer sig i fremtiden.

"Det er skønt at vågne op om morgenen. Jeg føler, at naturen er flyttet ind i stuen. Luften er anderledes. Den bliver ikke tør som i moderne byggeri af beton, jeg har boet i. Og her er mindre støv", Dorthe Bek Christensen, beboer og beboerformand i Lisbjerg Bakke
 

Træbeklædte indervægge giver god komfort og indeklima, fordi overfladerne er fugtregulerende, ligesom temperaturen er neutral. Ved brug af træ er byggeriets samlede udledning af klimagasser halveret. Der er anvendt træ fra bæredygtig skovdrift, og træet kan genbruges – ligesom der kan genvindes energi ved afbrænding af træet.

Livscyklusanalyser viser, at træfacaderne er det mest klimavenlige valg. 5.200 m2 ubehandlet træfacader, vinduesrammer af rå aluminium samt umalede opgange og lejligheder - alt sammen godt for miljø, indeklimaet og driftsøkonomien.

Lisbjerg Bakke, Vandkunsten. Foto: Helene Høyer Mikkelsen