Lise Gandrup Jørgensen bliver ny administrerende direktør hos Dorte Mandrup
Efter fem år som partner og projektdirektør tiltræder Lise Gandrup Jørgensen som administrerende direktør for Dorte Mandrup. I februar meddelte nu tidligere partner og administrerende direktør Frants Nielsen, at tiden var inde til nye udfordringer. Efter en lang overdragelsesperiode overtager tegnestuens mangeårige partner og projektdirektør Lise Gandrup Jørgensen nu posten.
”Frants har været med til at skabe et solidt organisatorisk fundament, som vi nu skal bygge videre på. Det kræver et utroligt skarpt fagligt fokus at indfri vores ambition om at være blandt de bedste kunstneriske tegnestuer i verden og med Lises indgående kendskab til tegnestuens DNA, store internationale erfaring og stærke faglige ståsted, styrker vi nu det fokus,” siger grundlægger og kreativ direktør Dorte Mandrup.
Lise Gandrup Jørgensen har mere end 20 års erfaring fra betydningsfulde danske tegnestuer som blandt andet Henning Larsen og Lundgaard & Tranberg. Hun har været partner og projektdirektør for Dorte Mandrup siden 2018, hvor hun også blev en del af tegnestuens ejerkreds.
”Vi har fået bygget den strukturelle del af organisationen og står i dag et sted, hvor vi i højere grad kan kuratere vores opgaver. Nu skal vi til at styrke vores kultur og faglige fundament, udvikle den kunstneriske arkitektur samt selvfølgelig vinde nye projekter," siger Lise Gandrup Jørgensen.
Samtidig med, at Lise Gandrup Jørgensen tiltræder som administrerende direktør, bliver Carsten Fischer ny partner. Carsten Fischer har en fortid som Design Director for Henning Larsen og kom til Dorte Mandrup for ét år siden. Han bliver en del af partnerkredsen sammen med nuværende partnere Noel Justesen Wibrand, Kasper Pilemand og Oanh Nguyen Henriksen.