MARIELYST TORV & STRANDSTRØG

Opdateret 27.07.22 |
Af:
Nanna-Rose R. K. Broch

Foto: Steven Achiam 

Guldborgsund Kommune og Realdania udskrev i 2013 en arkitektkonkurrence om fornyelsen af Marielyst Torv og Strandstrøg, som GHB Landskabsarkitekter vandt i samarbejde med de lokale ETN Arkitekter. Det fysiske miljø består i dag af egetræsplankegulve, hvide stakitter og beplantning, hvis forløb binder Marielyst sammen og fører strandmiljøet helt ind i byens hjerte, Marielyst Torv.

"Det er sjældent, I har set så stolt en borgmester som nu. Det torv, vi står på, vil fremover være det, der kendetegner Guldborgsund. Her kan I glemme alt om Udkantsdanmark."
John Brædder, Borgmester Guldborgssund Kommune, Folketidende april 2015

BRANDING & ATTRAKTIONSVÆRDI

Fornyelsen af Marielyst Torv og Strandstrøg er med til at understøtte og fastholde en positiv identitet for byen, forbedre kapaciteten og øge tilbuddene for byens feriegæster med nye attraktioner, såsom bedre stiforbindelser for cyklende og gående, der leder ud i det omgivende landskab. Ifølge Marielyst Kommune har fornyelsen af torvet og strandstrøget været en betydelig bylivsgenerator, der bl.a. har betydet, at de lokale erhvervsdrivende virksomheder har investeret i at forskønne deres ejendomme ud mod det nye torv. 

”Genfortællingen af Marielyst Torv udfordrer opfattelsen af badebyen ved at iscenesætte handels-, fritids- og turistlivet samtidig med, at der skabes et hverdagsliv for lokale borgere. Forslagets markante og gennemførte badehotelsidyl er et godt bud på en identitet med stor brandingværdi. Der gives plads til det spraglede handelsliv i stærk kontrast til et sublimt udformet byrum med strandmiljøet ført helt op til Marielyst Torv.”
Bedømmelsesudvalget Dansk Landskabspris 2015

TURISME & TILFREDSHED

Byfornyelsen af Marielyst Torv og Strandstrøg har styrket turismen i området og forbedret gæsternes oplevelse af stedet. Da Marielyst har været udpeget som ’Særligt feriested’ af Videncenter for Kystturisme i Hvide Sande, er der i somrene 2013, 2014 og 2015 gennemført forskellige turismeanalyser af gæsternes tilfredshed. Analyserne viser, at tilfredsheden er steget fra 2014 til 2015 med en forbedring på byens ’Net Promoter Score’ (NPS), som er et mål for, i hvor høj grad turisterne vil anbefale feriestedet til venner eller familie. Ser man isoleret på turisternes oplevelse af bymiljøet er hele 71% tilfredse eller meget tilfredse i 2015. 54% af turisterne fremhæver desuden byens 'atmosfære', som den primære årsag til, at de vil anbefale Marielyst som feriedestination. 

Marielyst Torv & Strandstrøg, GHB Landskabsarkitekter og ETN Arkitekter. Foto: GHB Landskabsarkitekter
Foto: GHB Landskabsarkitekter

OM PROJEKTET

GHB Landskabsarkitekter og ETN Arkitekter har i fællesskab skabt en stærkt arkitektonisk identitet gennem fornyelsen af Marielysts torv og sandstrøg, et projekt, der er en del af Realdanias kampagne ’Stedet Tæller’, gennemført med Guldborgsund Kommune som bygherre. Byfornyelsen er med til at underbygge fortællingen om den moderne kystby, ved at forstærke byens kulturhistorie i overensstemmelse med stedets landskabelige kvaliteter. Stedets originale ånd fremhæves gennem fortællingen om badehotellet Marielyst Østersøbad, der har lagt navn til stedet, og i dag realiserer området et nyt torv, der skaber forbindelse mellem kultur og natur. Egetræsplankegulve, hvide stakitter og spæde træer præger byrummet og leder byens hovedattraktion, strandmiljøet, helt ind på byens torv, hvor et sømærke er placeret i midten som pejlingsmål. Gulvet i egetræ giver én lyst til at gå med bare fødder i sommermånederne og tilbyder nye muligheder for at afholde markeder, koncerter eller andre events året rundt.

Læs mere om Marielyst Torv og Strandstrøg på GHB Landskabsarkitekter's hjemmesi…