MARTHAGÅRDEN
Marthagården er en selvejende børneinstitution under Diakonissestiftelsen, der i perioden 2013-2014 blev renoveret og fik en ny tilbygning. Bag designet står arkitektfirmaet Lendager Group.
”Vi kan allerede mærke en stor forskel fra før og nu. Børnene trives godt her – både ude på legepladsen og indenfor. Forældrene tager sig også tid her, og nogle gange vil børnene slet ikke hjem – de nye omgivelser er virkelig et hit.”
Ingrid Fuglseth Jensen, daglig leder hos Marthagården, Magasinet Træ, november 2014
INDEKLIMA & ØKONOMI
En af målsætningerne for Marthagårdens nye tilbygning var at holde varmeomkostningerne nede. Ifølge Lendager Group er det vha. naturlig ventilation, passiv solvarme og solceller på taget lykkedes at skabe en lavenergi-bygning, der lever op til kravene for lavenergiklasse 2015. Marthagården har samtidig fået flere kvadratmeter med mindskede driftomkostninger, da der ikke er behov for energi til opvarmning og nedkøling af bygningen.
IDENTITET & CO2-AFTRYK
Marthagården er ifølge Lendager Group primært konstrueret af organiske og genbrugte materialer. Genbrugstanken er en del af børnehavens filosofi og hverdag, så de overskydende materialer fra moderniseringen af de eksisterende bygninger er anvendt i de nye tilbygninger. Dette har, udover at understøtte institutionen filosofi, mindsket tilbygningens CO2-aftryk betydeligt. Derudover er de fysiske rammer med til at lære børnene, hvad vil det vil sige at have en sund og bæredygtig livsstil i kontakt med naturen. Samtidig med byggeriet blev seks tons træmøbler desuden renoveret og genanvendt, fremfor at smide dem til forbrænding og anvende nye materialer.
”Nogle af de gamle døre, indfatninger og fodpaneler blev genbrugt og tilpasset på ny, i det omfang de ikke havde miljøbelastende malingslag. Ligesådan blev de gamle møbler istandsat og genopfrisket med ny maling. Det har været spændende at arbejde med bæredygtighed og genbrug, og undervejs har vi såmænd også lært noget.”
Jan Birch Nielsen, Tømrermester hos Byggefirmaet Villy Jønsson, Magasinet Træ, november 2014
OM PROJEKTET
Marthagården er opført i miljørigtige og åndbare materialer, der skaber et sundt indeklima for børnene på institutionen og fortæller historien om stedets grønne hverdagsfilosofi. Ved at genbruge det eksisterende mellemrum til at bygge de eksisterende bygningen sammen med tilbygningen omkring gangstrøget er der skabt en ny særpræget arkitektur med mindre 'huse', nye udearealer og opholdsrum i både læ, sol og skygge. Midt i institutionens hjerte ligger omdrejningspunktet 'Det sunde køkken', hvorfra børnene deltager i økologisk madlavning, affaldssortering, dyrkning af frugt og grønt, samt kompostering.