MOESGAARD MUSEUM
Moesgaard Museum indbyder til mange alternative museumsoplevelser med sin suveræne beliggenhed i Skåde Bakker syd for Aarhus. I 2014 indviede museet for arkæologi og etnografi den nye udstillingsbygning, som er designet af Henning Larsen Architects i samarbejde med Kristine Jensens Tegnestue.
Moesgaard Museum er en populær attraktion, som har styrket Aarhus' kulturliv. Efter indvielsen af museet er besøgstallet syvdoblet det første år. Publikumssuccesen har økonomisk betydning for Aarhus, da det bidrager til en øget omsætning for hotel- og restaurationsbranchen, når museet er med til at trække flere besøgende og turister til byen.
BRANDING, SAMFUNDSØKONOMI & IDENTITET
Siden indvielsen af den nye udstillingsbygning er Moesgaard Museum blevet en international attraktion. Dette ses ved museets syvdobbelte besøgstal det første år efter åbningen, med 95.000 besøgende i 2014 og over 517.000 besøgende i 2015, fremlagt i museets publikation 'Årets gang på Moesgaard Museum 2015'. Bygningens arkitektur og et nyt scenografisk udstillingskoncept er med til at tiltrække gæster fra alle dele af ind- og udland. Hele 74% af museets gæster kommer fra andre steder end Aarhus og vælger derfor oftest at tage en overnatning i Aarhus by. Ifølge Aarhus Kommune er museets publikumssucces med til at trække turister og besøgende til Aarhus, og hermed øge omsætningen for hotel, transport og restauration i byen.
REKREATIVITET & TILGÆNGELIGHED
Den nye museumsbygning er en opgradering af Moesgaard Museum, der har fået mere plads og optimerede udstillingsfaciliteter. Museets åbne tagflade er en platform for varierede udendørsaktiviteter, som kan besøges helt uden billet. Det er ifølge Moesgaard Museum blevet en destination i sig selv at komme hertil, blot for at nyde udsigten, gå tur på taget eller anvende skråningerne som kælkebakke i vintermånederne.
OM PROJEKTET
Moesgaard Museum's rektangulære tagflade vokser ud af landskabet i Skåne Bakker og kan ses helt ude fra havet. I sommerhalvåret bliver de grønne arealer og karakteristiske terrasser på den nye udstillingsbygning brugt til forskellige aktiviteter, såsom picnic, grill, musik, foredrag og sankthansbål. Museets hjerte er foyeren, hvor billetsalg, museumsshop og den offentlig tilgængelige café ligger. Herfra kan man nyde udsigten over Aarhusbugten gennem bygningens store glaspartier. Bygningens indre er udformet som et varieret landskab, der er inspireret af arkæologiske udgravninger, hvor historiens lag gradvist afdækkes. Som en oplevelsesrejsende i tid og rum kan museets besøgende bevæge sig rundt i bygningen, gennem et forløb af udstillinger og videnskabelige forsøg. Den gamle herregård, som forhen husede museets udstillinger, bliver nu anvendt til administration, værksteder, kontorer og undervisningslokaler for universitetsstuderende i Aarhus.