NORD ARCHITECTS UDVIDER PARTNERKREDSEN
NORD Architects udvider partnerkredsen med arkitekt Mia Baarup Tofte for at styrke ledelsen og videreføre de seneste års succesfulde vækst i virksomheden.
Mia har været hos NORD i ni år og været med til at præge den arkitektoniske og faglige profil, særligt indenfor sundheds- og uddannelsesbyggeri, hvor hun har spillet en central rolle i realiseringen af Center for Kræft & Sundhed København og det nye Byhospice på Frederiksberg.
NORD Architects stiftende partnere, Morten R. Gregersen og Johannes M. Pedersen, ser det som en naturlig udvikling, at Mia bliver en del af partnergruppen efter mange år som en vigtig medarbejder i firmaet - og i den seneste tid også som en vital del af den daglige ledelse.
”Mias evner og ekspertise har igennem flere år været en styrke for NORD både fagligt, socialt og forretningsmæssigt. Så vi glæder os rigtig meget til at udbygge det gode samarbejde i de kommende år, hvor vi står overfor en yderligere internationalisering og konsolidering på det hjemlige marked”, siger Johannes M. Pedersen.
Mia Baarup Tofte har også en central rolle i NORD´s bygherrerådgivning for offentlige og private bygherrer, hvor hun håndterer flere komplekse sager som den nye Arkitektskole i Aarhus og det kommende Østre Landsret byggeri. Hun viderefører således en vigtig del af firmaets kernekompetence med håndtering af processer og co-creation indenfor byggeri og byudvikling.