
”Nu skal vi ikke længere snakke. Nu skal vi handle”
Efter næsten to års arbejde kan kulturministerens ekspertgruppe nu fremlægge en hvidbog med anbefalinger til en ny national arkitekturpolitik. Vi har spurgt to af ekspertgruppens medlemmer, Helle Søholt og Pil Høyer Thielst, hvilken effekt, de håber, hvidbogen vil få, og hvilke anbefalinger de tillægger særlig betydning.
9 centrale samfundsudfordringer. 8 dogmer for fremtidens arkitektur. Og 24 konkrete anbefalinger til kommuner, stat og branche.
Det er indholdet i den hvidbog, der netop er blevet offentliggjort af kulturministerens ekspertgruppe, som et bud på en ny, ambitiøs tilgang til planlægning og arkitektur i Danmark.
Det handler om at bruge færre ressourcer gennem renovering, transformering og cirkulært byggeri. Det handler om at gøre mere plads til naturen – også i byerne. Og det handler om at skabe kvalitet for alle ved at dyrke de lokale værdier og ved at sikre et mere mangfoldigt udbud af boligtyper.
I anledningen af den færdige hvidbog har vi talt med to helt centrale bidragydere. Den ene er partner i Lundgaard & Tranberg Arkitekter, Pil Høyer Thielst, der er forperson for kulturministerens ekspertgruppe. For hende er håbet, at den nye hvidbog vil etablere rammerne for en national, langsigtet og ambitiøs retning for dansk arkitektur.
”Når arkitekturen er god, kan den røre os, påvirke os og flytte os bedre steder hen. God arkitektur har et stort potentiale for at være med til at drive samfundets omstilling, og dén vægt håber jeg, at en national arkitekturpolitik vil være med til at give vores fag,” siger Pil Høyer Thielst og uddyber:
”Når vi bygger, sætter vi et kæmpe aftryk på vores omverden. Vi bruger areal, knappe ressourcer og genererer store mængder affald. Hvidbogen viser, hvordan vi kan bygge med en langt større ydmyghed, der afspejler det store ansvar, vi har. Det skal kræves af os, at de ressourcer og det areal, vi reelt ”tager” fra fællesskabet, skal omsættes til arkitektur af høj kvalitet, samfundsmæssig relevans – og med udgangspunkt og i balance med naturen.”
"Nu er der brug for, at kommunerne, staten og branchen griber anbefalingerne og omsætter dem til handling," Helle Søholt, medlem af ekspertgruppen.
Kommunerne er vigtige
Fra Gehl har CEO & founding partner Helle Søholt fungeret som ekspertgruppens talsperson gennem arbejdet med at udforme den hvidbog, der giver et bud på en ny national arkitekturpolitik.
”Vores arbejde er slut nu. Nu skal vi ikke længere bare snakke om en ny vej for arkitekturen. Nu er der brug for, at kommunerne, staten og branchen griber anbefalingerne og omsætter dem til handling. Særligt kommunerne, som er en absolut hovedmålgruppe for vores arbejde. Jeg håber virkelig, at de griber anledningerne og bruger vores hvidbog til selv at igangsætte et arbejde lokalt med at revidere egen praksis og opdatere de lokale arkitekturpolitikker,” siger Helle Søholt.
Samme appel kommer fra Pil Høyer Thielst:
”Kommunerne er både en stor bygherre og en central myndighed, der spiller en stor rolle ved at regulere, hvordan der bygges. Derfor hedder en af de centrale anbefalinger i hvidbogen, at en kommende national arkitekturpolitik bør implementeres i kommunale arkitekturpolitikker. Det ville give kommunerne et overordnet styringsredskab, der ikke stopper ved kommunegrænsen.”
"Det er arkitektens fornemste opgave at kunne se og mærke alle de kvaliteter, som allerede findes på et sted," Pil Høyer Thilst, medlem af ekspertgruppen.
Anbefalinger, der løfter byer og sikrer kvalitet
Den nu offentliggjorte hvidbog indeholder samlet set 8 dogmer til kommuner, stat og branche. Ifølge Pil Høyer Thielst er de alle forbundne og kan ikke skilles ad eller rang ordnes.
”De 8 dogmer er alle nødvendige for, at arkitekturen kan komme et bedre sted hen. Alligevel er der en gennemgående tanke, som jeg synes er utrolig vigtig: at arkitektur bør udvikles med udgangspunkt i stedet og alt, der allerede findes: landskabet, naturen, eksisterende bygninger og materialer, men også sociale strukturer. Det er arkitektens fornemste opgave at kunne se og mærke alle de kvaliteter, som allerede findes på et sted og med følsomhed og indlevelse at styrke og fremhæve dem bedst muligt,” siger Pil Høyer Thilst.
Hos Helle Søholt er der en særlig opmærksomhed på de anbefalinger i hvidbogen, der fokuserer på udviklingen af de danske byer.
”Vi har kæmpe problemer rundt omkring i Danmark med døde bymidter, som mister handel og relevans. Til sidst ender man i en dødsspiral, hvor ingenting sker, fordi ingenting sker. Ofte med det resultat, at de lokale begynder at tage til andre byer for at opleve og handle. Eller i værste fald at de fraflytter kommunen, fordi det ikke er interessant at være der længere,” siger Helle Søholt.
Her kan arkitektur spille en afgørende rolle i at styrke de mindre byer. Derfor lyder en af anbefalingerne fra ekspertgruppen, at kommunerne i højere grad skal prioritere bymidten fremfor byperiferien.
”Kommunerne kan med fordel styrke deres strategiske planlægning, så bymidten i højere grad støtter op om fællesoplevelser, kulturliv og det handelsliv, der måtte være tilbage. Det kræver, at kommunerne i højere grad udvikler inden for den eksisterende bygningsmasse og bygrænse i stedet for at fortsætte med at udvide i yderkanten af byen. Vi kan ikke blive ved med at sprede de samme mennesker på et større areal. Det er et emne, vi har drøftet rigtig meget i ekspertgruppen,” siger Helle Søholt.