Ny ingeniørforsikring øger risici for arkitekter

Opdateret 13.09.17 |
Af:
Paul K. Jeppesen

”Gode tilbud” om medforsikring på ingeniørforsikringer kan betyde enorme selvrisici for arkitektarbejder eller fuldstændigt tab af dækning. Ingeniørskader kan udløse præmiestigninger på arkitektforsikringer eller betaling fra arkitektens egenkapital. Det kan blive konsekvenserne af de nye ingeniørforsikringer. 

Foreningen af Rådgivende Ingeniører – FRI har pr. 1. juli 2017 afskaffet det hidtidige krav til deres medlemmer om forsikring i Tryg og stiller heller ikke længere indholdsmæssige eller beløbsmæssige krav til ingeniørernes forsikring.

Ingeniørernes helt frie valg indebærer i en række situationer markante ændringer i den risiko arkitektfirmaerne påtager sig i det daglige samarbejde. Det gælder især i totalrådgivning, og uanset om arkitekten eller ingeniøren er totalrådgiveren. En mangelfuld ingeniørdækning kan blive livstruende for arkitektvirksomheden. Ikke bare for fremtidige opgaver men også for opgaver, der er afsluttet for mange år siden.

Arkitektfirmaer skal derfor tænke sig godt om, før de siger ja til et ”godt tilbud” om medforsikring på ingeniørforsikringerne i stedet for projektforsikringer.

Vi anbefaler desuden, at medlemmer der har benyttet FRI-medlemmer som underrådgivere på kontrakter UDEN projektforsikring, og hvor ingeniørfirmaets ansvar jf. kontrakten er dækket af ingeniørens egen forsikring, til at kontakte disse. De skal bedes om at oplyse om den i underrådgiveraftalen anførte forsikring i Tryg er ændret. Det kan være enten ved at der er ændret dækning i Tryg eller ved et skift til et andet selskab.

FRI har lige som Danske Arkitektvirksomheder valgt at forhandle et forsikringstilbud til medlemmerne. Tilbuddet til ingeniørerne kommer fra Tryg, men medlemmerne kan frit vælge mellem dette og forsikringer fra andre selskaber.

Danske Arkitektvirksomheder har gennemgået de nye forsikringsbetingelser for FRI-medlemmer i Tryg. Herudover har vi set på de andre risici, som der kan opstå, hvis FRI-medlemmet har valgt forsikring i et andet selskab. De vigtigste opmærksomhedspunkter har vi samlet i et notat, som du kan læse herunder.

Notatet er forbeholdt medlemmer, og du skal derfor være logget på for at kunne åbne det.

Notat: Risici i forbindelse med ingeniørforsikringer