Ny ydelsesbeskrivelse på plads!
Ydelsesbeskrivelsen for Bygherrerådgivning er blevet revideret og findes nu i en ny 2019-version, der er udbygget på flere punkter som konsekvens af de nye skærpede regler i ABR18 m.m.
Danske Arkitektvirksomheder, FRI og Bygherreforeningen har sammen revideret Ydelsesbeskrivelsen for Bygherrerådgivning 2013.
Ydelsesbeskrivelsen for Bygherrerådgivning 2019 - YBB19 er revideret på flere punkter som konsekvens af de nye skærpede regler i ABR18, Ydelsesbeskrivelse for Byggeri og Landskab 2018 og det nye Bygningsreglement - BR18.
Der er fortsat fokus på den bygherrerådgivning, der afspejles i de forskellige organisationsformer: fag-, stor- eller hovedentreprise, totalentreprise, lejerrådgivning , investorrådgivning og OPP – teknisk bestiller rådgivning. Indholdet er opdateret og udbygget således til at passe sammen med ABR18, AB18 og Ydelsesbeskrivelsen Byggeri og Landskab 2018.
I opdateringen har det være vigtigt at sikre, at bygherrerådgiveren bidrager til, at bygherren varetager sine interesser og opgaver ift. sine aftaleparter, herunder jf. ABR/AB 18-reglerne. Det vil bl.a. sige, at Bygherrerådgiverens ydelser er udbygget i forhold til at beskrive de projekterendes ydelser mere præcist samt i forhold ti at bistå med at beskrive budget og budgetforudsætningerne.
Vejledningen er en introduktion til ydelsesbeskrivelsens anvendelse og retter sig både til bygherre, bygherrerådgivere, rådgivere og entreprenører. Vejledningen forklarer og kommenterer ydelsesbeskrivelsens anvendelse, både i byggeprojekters indledende planlægningsfaser og i forbindelse med planlægning og realisering af et konkret byggeri i en af de fem beskrevne organisationsformer.
Der er ligeledes udgivet et Revisionsnotat, som beskriver baggrunden for revisionen.
Den nye Ydelsesbeskrivelse for Bygherrerådgivning 2019 samt Vejledning er udarbejdet med støtte fra Realdania.
Her finder du alle tre dokumenter
Hvis du har spørgsmål til den nye ydelsesbeskrivelse, er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte vores eksperter i rådgiverjura Preben Dahl og Sait Ciftci.
Kom på kursus!
FRI og Danske Arkitektvirksomheder tilbyder kurser i den nye YBB19, hvor Niels Chr. Toppenberg fra COWI og Jens Henrik Birkmose fra AART architects gennemgår den nye YBB19 med fokus på alt det nye. Kurset i København er desværre fuldt optaget.
Kurserne afholdes:
Onsdag den 30. oktober 2019 i København (Ingen ledige pladser)
Torsdag den 7. november 2019 i Aarhus