Foto af W57 i New York af BIG
En række danske arkitektvirksomheder har etableret kontor uden for Danmarks grænser - bl.a. BIG, der står bag W57 i New York.

Nye dagpengeregler: Er arkitektbranchen i fare?

Opdateret 25.10.18 |
Af:
Lene Espersen

Fotograf: Iwan Baan

Nye dagpengeregler er på vej, og det vil betyde, at man efter 12 måneder i udlandet (udenfor EU) skal bruge syv år for at kunne genoptjene sine dagpengeret. Disse regler vil ramme danske arkitekter hårdt, da flere danske tegnestuer ofte ansætter medarbejdere på lokale aftaler og ikke som udstationerede.

Danske Arkitektvirksomheders største medlemmer, der har etableret kontorer udenfor EU (USA, Kina, Australien m.m.) har bekræftet, at de nye dagpengeregler vil få konsekvenser for deres vækstmuligheder, hvis de ikke fremadrettet har mulighed for at sende nøglemedarbejdere ud til deres lokale kontorer på konkurrencedygtige vilkår.

De nye dagpengeregler vil bl.a. modvirke muligheden for, at danske virksomheder kan tiltrække og fastholde højt kvalificeret udenlandsk arbejdskraft.

Danske Arkitektvirksomheder, Akademisk Arkitektforening og Forbundet Arkitekter og Designere er bekymret for udfaldet af de nye dagpengeregler, og hvordan det vil påvirke vores arkitektureksport og alle kreative fag med internationalt udblik.

Af samme årsag har vi gjort Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen og Erhvervsminister Rasmus Jarlov opmærksom på denne bekymring og opfordrer samtidig til, at man gentænker delen af aftalen, som vil berøre arkitektbranchen - således at vi fortsat kan sende dygtige medarbejdere ud i verden og skabe vækst til Danmark.