Foto af modtagere af Nykredits Arkitekturpriser 2018
Partnergruppen hos BIG, Claus Pryds Arkitekter og husfirmaet EEN TIL EEN modtager Nykredits Arkitekturpriser 2018.

Nykredits Arkitekturpriser til BIG, Claus Pryds Arkitekter og EEN TIL EEN

Opdateret 06.06.18 |
Af:
Karen Sejr / Pressemeddelelse

Foto: Inge Lyngaard

Partnerne bag BIG modtager Skandinaviens største arkitekturpris - Nykredits arkitekturpris 2018. Ud over hovedprisen har enmandstegnestuen Claus Pryds Arkitekter modtaget Nykredits Fonds Motivationspris og firmaet EEN TIL EEN har modtaget Bæredygtighedsprisen.

Hovedprisen uddeles for 32. gang af Nykredits Fond, og den gives af fondens bestyrelse på baggrund af indstilling fra et fagkyndigt prisudvalg. Med prisen følger 500.000 kr. til partnerne.

Partnerne i BIG, som sammen modtager prisen, er: Bjarke Ingels, Sheela Maini Søgaard, Finn Nørkjær, Andreas Klok Pedersen, Jakob Lange, Thomas Christoffersen, Ole Elkjær-Larsen, David Zahle, Cat Huang, Brian Yang, Jakob Sand, Kai-Uwe Bergmann, Martin Voelkle, Leon Rost, Agustin Perez Torrez, Beat Schenk og Daniel Sundlin.

De 17 partnere har på 12 år opbygget et arkitektfirma med global rækkevidde og renommé. Det er dog i særlig grad projekter fra Danmark, som juryen fremhæver i motivationen. Det er blandt andet Tripitz-bunkeren i Blåvand, M/S Museet for Søfart, LEGO House og Amager Bakke, som har vækket interessen hos juryen.

”Arkitektur, når den er bedst og mest relevant, er den fysiske manifestation af det ypperste, vi kan formå som samfund på lige netop det sted og den tid, vi befinder os i. BIG har med dristige og ukonventionelle projekter netop vist os dette.” Formand for prisudvalget, Dan Stubbergaard fra COBE

Ud over hovedprisen uddeles også Motivationsprisen og Bæredygtighedsprisen. Motivationsprisen er siden 1991 uddelt til yngre arkitekter, som har gjort sig bemærket og er tænkt som en opmuntring og motivation til at fortsætte arbejdet.

Netop dette er årets prismodtager Claus Pryds fra sin enmandstegnestue et eksempel på ifølge juryen. Claus Pryds har drevet sin enmandstegnestue siden 2009 og har gjort sig bemærket med flere inspirerende projekter. Særligt fremhæver prisudvalget det omfattende projekt med Statens Naturhistoriske Museum i København som Claus Pryds står bag sammen med Lundgaard & Tranberg Arkitekter.

Bæredygtighedsprisen gives i 2018 til Uffe Frederik Agdrup og Nicholas Agerskov Bjørndal fra tegnestuen EEN TIL EEN. Det er en unik virksomhed, som 3D-tegner huse og fræser alle elementerne i bæredygtigt træ. Elementerne bliver til et samlesæt, så huset kan opføres i moduler af kunderne selv. Man kan designe og printe sit eget hus, som opføres uden brug af beton. Det er både klimavenligt og innovativt.

Arkitekturprisudvalget består af Dan Stubbergaard – Creative Director and Founder, Architect MAA (COBE), Jakob Strømann-Andersen – Partner, Head of Sustainability Engineering & Landscape Design (Henning Larsen Architects), Flemming Ibsen – arkitekt MAA, Partner (Tegnestuen Vandkunsten) og Mette Tony – Indehaver, arkitekt MAA, byggeøkonom MDB (Praksis Arkitekter).

Priserne blev overrakt ved et arrangement i Nykredits hovedsæde i København onsdag den 30. maj med deltagelse af kulturminister Mette Bock.