Det kan umiddelbart lyde som sund fornuft, at man som offentlig instans forsøger at dække sig ind ved at kræve et fuldstændigt gennemtegnet bygningsprojekt i tilbudsfasen. Men den sikkerhed, offentlige bygherrer tror, de opnår, er i virkeligheden til hinder for innovation og bæredygtighed, skriver Lars Storr-Hansen i et indlæg, der er blevet bragt i Altinget By og Bolig.

Det bliver ikke kaldt de gode gamle dage for ingenting. Dengang en arkitektvirksomhed kunne vinde en opgave ved at præsentere en vision, en skitse og et sæt stærke kompetencer, som matchede det byggeprojekt, der var i udbud. Og var bygherren enig i de hovedgreb, der blev præsenteret, fik arkitekten opgaven og tegnede derefter bygningen færdig.

I dag ser verden helt anderledes ud for landets arkitektvirksomheder. Når der bydes op til konkurrence og udbud på offentlige byggerier i dag, er det ofte med forventningen om at modtage et fuldt gennemtegnet projekt med et væld af detaljerede og bekostelige beregninger.

Nogle af de grelleste eksempler vi har set, er udbud, hvor man som arkitektvirksomhed bliver bedt om at levere op mod 35 procent af en kontraktydelse – allerede i udbudsfasen. Til et symbolsk beløb.

"Det er at stikke sig selv og omverdenen blår i øjnene at tro, at man kan lave innovation i en udbudsfase, hvor rammerne og kravene er enormt stramme – og betalingen for arbejdet stort set lig nul. Lars Storr-Hansen," direktør, Danske Arkitektvirksomheder

Jagten på budgetsikkerhed

Det kan umiddelbart lyde som sund fornuft, at man som kommune, region eller stat forsøger at dække sig helt ind ved at kræve et fuldstændigt gennemtegnet projekt i tilbudsfasen. Men den sikkerhed, offentlige bygherrer tror, de opnår ved at kræve meget detaljerede projektforslag, giver en falsk tryghed.

Du kan nærmest ikke åbne en avis for tiden uden at læse om offentlige skandalebyggerier, der ender med at gå langt over tid og pris, mens kvaliteten går den modsatte vej. Med supersygehusene som de allergrelleste eksempler. Selv i disse sager fik rådgiverne lov til at aflevere meget detaljerede projektforslag i konkurrencen.

Og hvad gør man så, når hele maskineriet er sat i gang, og pengene ikke passer?

Jamen, så sænker man ambitionsniveauet, og spareøvelsen sættes i gang. Først ryger de grønne omgivelser, kantinen bliver til et tekøkken, og materialerne bliver de billige med den kortere holdbarhed. De oprindelige så høje bæredygtighedsambitioner sænkes eller forsvinder helt, efterhånden som besparelserne øges. Min frygt er, at offentlige udbud risikerer at blive gift for innovationen og ikke mindst den grønne omstilling.

Og det er at stikke sig selv og omverdenen blår i øjnene at tro, at man kan lave innovation i en udbudsfase, hvor rammerne og kravene er enormt stramme – og betalingen for arbejdet stort set lig nul.

Jeg er overbevist om, at innovation og arbejdet med at øge bæredygtigheden i byggeriet får langt bedre kår, efter en kontrakt er indgået. Det er dér, bygherre og arkitekt kan sætte sig sammen og udvikle netop de løsninger, som kan bidrage til at sænke bygningens energiforbrug, øge dens levetid og evne til at transformere sig over tid – og ikke mindst undersøge muligheden for at indtænke genanvendelse og cirkulære løsninger. Det er dét, arkitekter kan. Tage det grønne lederskab, tænke i nye ideer og perspektiver og løfte de grønne visioner. Hvis de får plads.

Læs hele Lars Storr-Hansens debatindlæg