Illustration overenskomstforhandling

OK2023: Arkitektoverenskomsternes fornyelse

Dato 29.03.23 |
Af:
Maria Kiersgaard Frisch

Grafik: Dansk Industri

Forligsmanden fremlagde den 25. marts et mæglingsforslag, der danner baggrunden for fornyelsen af arkitektoverenskomsterne. Ændringerne vil gælde med tilbagevirkende kraft for perioden 1. marts 2023 og for en toårig periode, hvis der stemmes ja ved urafstemningen den 12. april 2023.

Med mæglingsforslaget er der bl.a. lagt op til en forhøjelse af lønbåndene, mere barsel med løn, adgang til at aftale ferie på forskud og øget lokal aftalefrihed på de enkelte virksomheder. Læs nærmere her om DI’s vurdering af de enkelte ændringer og om processen herfra.

Lønbåndene forhøjes

Hvis der stemmes ja ved urafstemningen den 12. april 2023, vil lønnen skulle reguleres med virkning fra 1. marts 2023.

Fuldtidsansatte på arkitektoverenskomsten, konstruktøroverenskomsten og TL-konstruktøroverenskomsten:

Lønbåndene forhøjes med følgende beløb:

  • Fra 1. marts 2023:  720 kr.
  • Fra 1. marts 2024:  720 kr.

Elever på TL-konstruktøroverenskomsten:
I ”Løntabel voksenelever under uddannelse til teknisk designer (som starter i uddannelsesforløbet efter det 25. år)” forhøjes lønbåndene med:

  • Fra 1. marts 2023: 1.000 kr.
  • Fra 1. marts 2024: 813 kr.

    I ”Løntabel alle øvrige elever under uddannelse til teknisk designer” forhøjes lønbåndene med:
  • Fra 1. marts 2023: 657 kr.
  • Fra 1. marts 2024: 534 kr.

Arbejdsgivers pensionsbidrag forhøjes

Med virkning fra 1. juni 2023 ændres fordelingen af betalingen af pensionsbidrag mellem arbejdsgiveren og den ansatte.

Fremover hæves arbejdsgivers pensionsbidrag til 10,67 pct. og den ansattes eget bidrag sænkes til 2,33 pct.

Det særlige opsparingstillæg forhøjes

Med virkning fra 1. marts 2024 forhøjes det særlige opsparingstillæg i arkitektoverenskomsternes § 3 a til:

  • 4,45 pct.

Mere øremærket orlov til fædre og yderligere uger til deling

For børn født eller modtaget 1. juli 2023 eller senere, ydes der yderligere to ugers øremærket orlov med løn til faderen. Fremover kan faderen således holde 13 ugers orlov med løn. Holdes denne orlov ikke, bortfalder betalingen.

Derudover ydes der fra og med samme tidspunkt yderligere to ugers orlov med løn til fri fordeling mellem forældrene.

Adgang til at indgå lokalaftaler med et flertal af medarbejderne

På virksomheder, hvor der ikke er valgt en tillidsrepræsentant, kan der indgås ikke-overenskomstfravigende lokalaftaler med tilslutning fra mere end halvdelen af de medarbejdere, der indgår i valggrundlaget, og som på aftaletidspunktet bliver omfattet af lokalaftalen.

Lokalaftale om ferie på forskud

Der indføres en adgang til ved lokalaftale at aftale, at ansatte tildeles op til fem ugers ferie ved ferieårets start den 1. september. Ansatte, der tiltræder i løbet af ferieåret vil i givet fald skulle tildeles antal feriedage forholdsmæssigt.

Derudover kan en sådan lokalaftale indeholde vilkår om, at arbejdsgiveren kan varsle ferie til afholdelse på et tidspunkt, hvor ferien endnu ikke er optjent (varsle ”ferie på forskud”). Arbejdsgiveren kan dog ikke varsle mere ferie, end den ansatte kan nå at optjene, inden ferieårets udløb. Fratræder en ansat i løbet af ferieåret, og har den ansatte på fratrædelsestidspunktet brugt mere ferie end optjent, kan arbejdsgiveren i nogle tilfælde modregne i den ansattes krav på løn og feriepenge.

Hvis den ansatte har fået for lidt i løn under sin ”ferie på forskud”, fordi arbejdstiden efterfølgende er ændret, laves der feriedifferenceberegning.

Tillidsrepræsentanternes rolle styrkes

Tillidsrepræsentanten gives mulighed for i arbejdstiden at mødes med nyansatte medarbejdere. Formålet med mødet er at orientere om tillidsrepræsentantens samarbejde med virksomheden og muligheden for medlemskab af den overenskomstbærende organisation.

Uddannelsesrepræsentant kan vælges

For at styrke det lokale arbejde med uddannelse, kan der ved enighed mellem ledelse og tillidsrepræsentant(er) udpeges en uddannelsesrepræsentant for virksomheden.

Uddannelsesrepræsentanten kan bistå virksomhed og medarbejdere med efteruddannelse efter overenskomsternes bestemmelser og være sparringspartner for virksomheden og medarbejderne.

Uddannelsesrepræsentanten nyder ikke samme beskyttelse mod afskedigelse som en tillidsrepræsentant.

Overenskomstens varighed

Hvis der stemmes for det samlede mæglingsforslag ved urafstemningen, vil ændringerne i arkitektoverenskomsterne gælder med tilbagevirkende kraft fra 1. marts 2023. Overenskomsterne vil herefter tidligst kunne opsiges til ophør 1. marts 2025. Indtil da er der således fredspligt.

Hvad er processen herfra?

Både arbejdsgiver- og lønmodtagerside stemmer ja eller nej til det samlede mæglingsforslag. Enten er alle overenskomstaftaler vedtaget, eller også er de alle forkastet. Så selv om enkelte grupper af medarbejdere inden for forskellige brancher stemmer nej, er det kun det samlede resultat, der tæller.

Resultatet af afstemningen skal foreligge onsdag den 12. april 2023, kl. 10, og Forligsinstitutionen vil senere samme dag offentliggøre resultatet.

I skal være opmærksomme på, at ovenstående ændringer kun bliver relevante, hvis der stemmes ja ved urafstemningen den 12. april 2023. I skal derfor ikke begynde at regulere løn mv., før mæglingsforslaget er endeligt vedtaget.

Hvis lønmodtagerne forkaster mæglingsforslaget fra forligsmanden, bliver der konflikt. I forbindelse med OK2023 vil en sådan konflikt træde i kraft mandag den 17. april – på femtedagen efter et nej til forligsmandens mæglingsforslag.

Læs nærmere om OK2023, herunder om konflikt, på Dansk Industris hjemmeside.

Læs mere her