Oplev fremtidens landskabsarkitekter
For første gang nogensinde slår Københavns Universitet dørene op for landskabsarkitekternes afgangsprojekter.
Mandag den 2. oktober kan du for første gang nogensinde opleve "Landskabsarkitekternes afgangsudstilling 2017”, når Københavns Universitet inviterer dig indenfor til et glimt af fremtidens landskabsarkitektur.
Klimatilpasning og terrorsikring
Landskabsarkitekturen er under udvikling og nye arbejdsområder kommer til. Det ses blandt andet med klimatilpasning og terrorsikring. Det betyder større bevågenhed omkring landskabsarkitekturen og i disse måneder tager en ny generation af landskabsarkitekter fremtidens udfordringer op.
På udstillingen er der mulighed for at opleve de nyuddannede landskabsarkitekters visioner for, hvordan kommende by- og landskabsrum kommer til at tage sig ud. Det fejres med en afgangsudstilling, der åbner på Arkitekturens Dag mandag 2. oktober 2017.
Udstillingen er udviklet i et samarbejde mellem Københavns Universitet, Jordbrugsakademikerne, Landskabsarkitekternes Forening, Danske Landskabsarkitekter, Haveselskabet og de 22 landskabsarkitekter, der udstiller deres projekter.