Politisk fokus på værdiskabelse fremfor alene på omkostninger
Danske Arkitektvirksomheder havde i sidste uge inviteret godt 40 bygherrer og arkitektvirksomheder til dialogmøde på bygge- og ejendomsmessen MIPIM under overskriften ”Hvordan måler vi succés?” Både bygherrer og arkitektvirksomheder var enige om, at et større politisk fokus på værdiskabelse fremfor alene på omkostninger er tiltrængt.
I sidste uge blev hverdagens stress, kuldegrader og snevejr for en stund skiftet ud med dialog, mingling og forårstemperaturer på bygge- og ejendomsmessen MIPIM i Cannes.
Danske Arkitektvirksomheder havde inviteret godt 40 bygherrer og arkitektvirksomheder til at snakke om værdiskabelse og dermed, at skabe endnu tættere dialog mellem bygherrer - såvel offentlige som private – og vores medlemmer, arkitektvirksomhederne.
Trods silende regn på dagen for arrangementet - og et noget tvivlsomt lydanlæg - var fremmødet og engagementet stort blandt deltagerne. Vi havde inviteret nogle af byggeriets store stemmer til at komme med deres bud på værdiskabelse: Gerti Axelsen, bygge- og udviklingschef i Lejerbo, Mia Manghezi, projektudviklingsdirektør i PensionDanmark, Bente Lykke Sørensen, bolig- og projektudviklingschef i Aarhus Kommune samt Tony Christrup, udviklingsdirektør i Arkitektgruppen.
Undgå kortsigtede løsninger
En helt central pointe fra dialogmødet var, at der er behov for større fokus på langsigtet planlægning og byudvikling, så vi undgår kortsigtede løsninger, hvor kvaliteten ikke er i orden. En kort tidshorisont betyder på sigt, at vores byer ikke hænger godt nok sammen, og der er derfor behov for et større politisk fokus på værdiskabelse fremfor alene at se på omkostningssiden.
Rigtig mange af vores medlemmer tager til MIPIM for at skabe tættere alliancer med såvel bygherrer, som samarbejdspartnere i byggeriet, f.eks. ingeniører eller entreprenører. Danske Arkitektvirksomheder bruger lejligheden til - ud over at mødes med og samle medlemmer og andre interessenter - at etablere nye kontakter til byggeriets parter og dermed et stærkere netværk til, at understøtte vores arbejde med at kommunikere arkitektvirksomheders kompetencer og centrale placering i byggeriet.
Fra Danske Arkitektvirksomheders side var det dejligt at opleve så mange nye aktører der deltog i vores arrangement og som var enige i, at der skal større fokus på, at sætte mål på værdiskabelsen og efterfølgende at kunne dokumentere den.