
Projektledelse i praksis og bag facaden på Moesgaard
10|10 netværksmødet var samlet til en dag med projektledelse i fokus, hvor erfaringer og udfordringer blev delt. Dagen bød også på en eksklusiv rundvisning i Moesgaard Museums tegnestue og værksteder.
Forestil dig en skovl, der løfter en flig af jorden – og nedenunder folder Moesgaard Museum sig ud. Det var faktisk ideen med fortællingen, dengang museet blev tegnet.
Moesgaard Museum er en ikonisk bygning, hvor fortid og nutid mødes i arkitektur, landskab og formidling – og netop det at forene visioner er kernen i god projektledelse, som var dagens faglige emne. Som arkitekter arbejdes der ikke kun med form og funktion, men også i høj grad med processer, samarbejde og styring af komplekse projekter.
Dagen startede med en indflyvning fra Lars Emil, der satte rammen med oplægget “Det hele hænger sammen”. Fokus var på projektledelse som det afgørende redskab til at styre, sikre kvalitet og skabe en konsistent tilgang – både internt i virksomheden og i samarbejdet med eksterne aktører. Projektledelse som nøglen til kvalitet, struktur og samarbejde i komplekse byggeprocesser.
Rasmus Viberg og Simon Ballegaard fra Exsitec delte de erfaringer og udfordringer, de ser, i det at styre projekter og gav os værdifulde indsigter i tidsstyring – fra kaos til kontrol. Hvordan sikrer vi et bedre flow i projekterne? Hvordan arbejder vi smartere og mere effektivt?
Der var (som altid) en god diskussion for at balancere kreativitet og struktur i arbejdet som arkitekt.
Et kig ind i Moesgaards kulisser
Efter en fagligt stærk formiddag tog Lars Krog Hansen over og fortalte om det at sidde med projekt Moesgaard fra sin tid ved Henning Larsen. Arbejdstitlen ”Bakken i bakken” giver god mening, når man ser Moesgaard. Lars Krog Hansen gav et kig i gamle projektmapper med XYZ-akser som helt grundlæggende for bygningen. Det var en stærk fortælling om et projekt med ”loose fit” – hvilket gjorde det muligt at ændre på nogle ting undervejs i processen. Et loose fit giver mulighed for at undersøge undervejs og sikre, at der er det rigtige udsyn fra alle vinkler. Det er genialt.
Lars Krog Hansen og Mikkel Berg Thorsager tog os med bag kulisserne på Moesgaard. Vi besøgte museets egen tegnestue, hvor udstillinger bliver udtænkt, værkstederne hvor de bliver bygget, og de tekniske systemer der får hele huset til at spille.
Loftshøjden giver udfordringer for noget så simpelt som at skifte en pære. Mikkel fortalte, hvad der skulle til for at skifte en pære i hall’en, og at det krævede en lift, men også store køreplader for ikke at ødelægge gulvet, der ikke kan klare belastningen fra en almindelig lift. Opfordring til at tænke driftsløsninger ind fra start.
Dagen sluttede bogstaveligt talt på en høj – på taget af Moesgaard, med en spektakulær udsigt over Aarhus Bugt, Helgenæs og Samsø.
Tak for fantastisk selskab og inspirerende dialoger!