Renovering fra skole til forsamlingshus
Den Gamle Skole i Nr. Vium vandt RENOVER prisen 2017, mens den almene boligbebyggelse Nyt Rosenhøj i Aarhus løb med Jubilæumsprisen.
Vinderne af RENOVER prisen 2017 og Jubilæumsprisen blev fundet og fejret i GAME Streetmekka i København.
Den Gamle Skole i NR. Vium var blandt seks nominerede og endte altså med at trække det længste strå, da folkene bag løb med RENOVER prisen 2017.
Den gamle skole er blevet ombygget til et samlingspunkt i sognet med blandt andet en daginstitution, møde- og festlokaler samt idrætsfaciliteter.
"Projektet er et ganske rørende eksempel på, hvordan det er lykkedes at skabe et sted, hvor de lokale i området kan mødes," Lars Axelsen, direktør i Grundejernes Investeringsfond.
Den almene bebyggelse Nyt Rosenhøj i Viby ved Aarhus løb med titlen som Danmarks bedste almene renoveringsprojekt, da de vandt Jubilæumsprisen. Prisen blev uddelt for at markere RENOVER prisen femårs jubilæum.
I Rosenhøj-bebyggelsen var alle blokke oprindeligt ens og skabte en lukket og monoton stemning. Men det er blevet lavet om med renoveringen, hvor der blandt andet er blevet skabt gennemgange.
"Nyt Rosenhøj er et fornemt eksempel på, hvor dygtig den almene sektor kan være til renovering. Især synes jeg, projektet skal prises for at lykkes med at skabe en helt ny helhed ud af bebyggelsen. Der har ikke blot været fokus på de enkelte bygninger, men på hvordan området skal fungere i sin nutidige bysammenhæng," siger Anne Skovbro, filantropidirektør i Realdania.