Sagsarkitekt/projektleder-alm. boligbyggeri til Årstiderne Arkitekter

Opdateret 07.02.19

Vil du være en del af en ambitiøs og professionel arkitektvirksomhed? Har du erfaring med alment byggeri og vil du være med til at skabe æstetiske bygninger med afsæt i beboernes stemmer, byens kontekst og den økonomiske ramme?

Vi har travlt med at løse større almene boligopgaver over hele landet - både indenfor nybyggeri og renovering. Derfor søger vi endnu en dygtig sagsarkitekt/projektleder til vores team. 

Vi udvikler spændende projekter, der ofte omfatter både private og almene boliger, hvor alle funktioner skal bindes sammen i et stærk konceptuelt og æstetisk greb. 

Du kommer til at indgå i tegnestuens team for Almene Boliger, hvor vi har stor succes med mange igangværende og kommende projekter - konkurrencer, nybyggeri og renovering. I teamet arbejder vi med ideudvikling, konceptualisering og opførelse af almene boliger. I vores arbejde værner vi både om den faglige kvalitet i vores projekter og arbejdsfællesskabet i teamet - du vil derfor få både fagligt dygtige og gode kolleger omkring dig.

Vi giver dig ansvar

Du får en vigtig rolle som sagsarkitekt/projektleder på varierende opgavetyper men med et primært fokus på tegnestuens almene boligprojekter. 
Som projektleder er det dig, der fører projektet sikkert igennem de forskellige faser, og sikrer at kunden føler sig tryg, og at teamet koordineres med sikker hånd, så målsætninger indfries og tidsplanen holder.

Som sagsarkitekt udvikler du projekter, som bringer kunden skridtet tættere på sin vision om boligbyggerier af højeste kvalitet. Du får ansvaret for at sikre det arkitektoniske niveau og fastholde den arkitektoniske ambition hele vejen igennem projektet.

Du får store udviklingsmuligheder og en stejl læringskurve på spændende og anerkendte projekter - uanset hvor du er i dit karriereforløb.

Om dig

Du er en ambitiøs arkitekt med minimum fem års erfaring. Du er vant til at have tæt kundekontakt og praktisk erfaring med den almene organisering, lovgivning og samarbejdet med Landsbyggefonden. Derudover har du erfaring med styring af et projektforløb og ledelse af et projektteam.   
Vi lægger stor vægt på dine kommunikative evner, og din evne til at sætte dig ind i en given opgave og tage ansvar igennem hele projektforløbet ved at indfri kundens visioner for byggeriet med størst mulig tilfredshed. Derudover vil det være en fordel, hvis du har kendskab til og interesse for at arbejde med brugerinvolvering. 

Vi forventer, at du behersker Revit, AutoCAD og Adobe programmerne.

Sådan søger du stillingen

Send din ansøgning og CV samt relevant portofolio via dette link. Vi holder løbende samtaler og besætter stillingen hurtigst muligt. Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte kreativ leder for Almene Boliger, Inge Nielsen Skytte, på telefon: +45 23227475 eller is@aarstiderne.dk.  

Om os

Du bliver en del af vores jyske tegnestuer i Aarhus, Silkeborg og Herning, der tilsammen tæller 150 medarbejdere.  Din daglige gang vil du selv kunne præge, men jobbet indebærer en vis form for fleksibilitet.

Årstiderne Arkitekter er en af Danmarks største arkitektvirksomheder med 250 ansatte og mere end 30 års erfaring indenfor arkitektur og byggeri. Vores medarbejdere er fordelt på vores tegnestuer i København, Silkeborg, Aarhus, Herning, Gøteborg i Sverige og Nesbyen i Norge. Årstiderne Arkitekter er en del af Sweco Danmark og sammen fungerer vi som én multidisciplinær rådgivningsvirksomhed indenfor arkitektur- og ingeniørrådgivning.

Ansøgningsfrist: 03.03.2019