Sønderborg Multikulturhus

Dato 09.08.21 |
Af:
Rikke Friis

Foto: AART

Ewers Pakhus havde stået ubrugt i en årrække, før den gamle industribygning fik nyt liv. I dag er pakhuset et arkitektonisk bindeled mellem den gamle bykerne og havnekvarterets moderne udtryk.

Det over 100 år gamle pakhus på havnen i Sønderborg emmer af historie. Huset har haft forskellige funktioner gennem årene, og bygningen rummer den dag i dag stadig fortællinger om tysk byggeskik, gamle traditioner og havnens industrielle historie.

I dag har det gamle pakhus fået selskab af en moderne tilbygning og huser Sønderborgs nye multikulturhus. Under renoveringen af den oprindelige bygning er de ikoniske facader og den gamle tømmerkonstruktion bevaret, og også taget er ført tilbage til dets oprindelige form. 

Med sine to kontrastfyldte bygningsmasser, er multikulturhuset blevet et arkitektonisk hængsel mellem den gamle, historiske bykerne og det nye moderne havnekvarter. 

Huset er et mangfoldigt omdrejningspunkt for området og samler flere kulturinstitutioner under samme tag. De høje besøgstal vidner om, at huset er blevet et stort kulturelt aktiv som både tiltrækker private borgere, uddannelsesinstitutioner og aktører fra det lokale erhvervsliv. 

”Huset er et hit! Her kommer folk, der kan fortælle deres børn, at bedstefar arbejdede i pakhuset. Det er tradition og fornyelse, som mødes og giver mening.” Bibliotekar, Sønderborg Hovedbibliotek

Foto af bibliotek i huset