Arkitekter skal vænne sig til at blive målt og vejet

Opdateret 06.06.17 |
Af:
Mia Winther-Queen

Foto: tnt arkitekter

Hvis man skal kunne profilere sig, så skal man kunne bevise, at man skaber merværdi med sin arkitektur, mener tnt arkitekter. 

Tnt arkitekter fusionerede i 2016 med Virumgaard Arkitekter, og det har tilført nye projekter indenfor almennyttige boliger, blandt andet Ny Bytoften i Gladsaxe. Med Bytoften kan tnt arkitekter dokumentere, at bygningerne udleder mindre CO2 og kræver mindre vedligehold end andre almennyttige boliger. 

“Vi skal kunne dokumentere vores merværdi, og at bygge energivenligt er der, hvor vi bedst kan måle, hvad vi gør. Vi skal vænne os til at blive målt. Men arkitektur er også en kunstart med en vision om det gode liv, og dét er sværere at måle,” siger Jakob Brandt-Nielsen arkitekt MAA og partner i tnt arkitekter. 

Du kan læse mere om Bytoften, som er en del af Danske Arkitektvirksomheders eksempelsamling “Arkitektur med merværdi” her.  

"Vi kan få fat i nogle andre segmenter, og vi er blevet styrket meget ved at slå os sammen med en tegnestue, der har andre kompetencer. Her bliver vi prækvalificeret til konkurrencer om pleje- og almenboliger, så det er klart et område, hvor vi også gerne vil styrke os i fremtiden,” siger Jakob Brandt-Nielsen.

Konkurrencer holder maskinen kørende

Da tnt arkitekter og Virumgaard Arkitekter gik sammen gav det flere opgaver inden for det almennyttige samt ældreboliger. 

“Vi kan få fat i nogle andre segmenter, og vi er blevet styrket meget ved at slå os sammen med en tegnestue, der har andre kompetencer. Her bliver vi prækvalificeret til konkurrencer om pleje- og almenboliger, så det er klart et område, hvor vi også gerne vil styrke os i fremtiden,” siger Jakob Brandt-Nielsen. Men netop konkurrencer og udbud kan være et ømt punkt. Selvom det primært er rammeaftaler, som tnt arkitekter får opgaver på, så skal de alligevel have 4-5 konkurrencer kørende for at holde hele maskinen i gang. 

“Vi vil gerne vinde en ny børnehave, da det er et segment, hvor vi har gode kompetencer. Der ligger også et stort arbejde i at holde dét kørende, man har på hylderne, når vi både laver pleje- og almenboliger, kontorbygninger, energirenoveringer og helhedsplaner. Vi har omkring to mand, der sidder ret fast med konkurrencer, og hvis vi bliver prækvalificeret, så har vi som regel omkring 20-25 procent chance for at vinde.”

“Det er store værdier af materiale og arbejdstid, der bliver smidt væk, når man laver konkurrencer,“ siger Jakob Brandt-Nielsen. 

Et team giver flere muligheder

Ifølge tnt arkitekter er der nye tendenser i branchen, der viser at flere er begyndt at teame op med andre tegnestuer, når der skal laves materiale til konkurrencer. 

“Det giver god mening, at man teamer op med andre tegnestuer både for at deles om arbejdet i branchen men også, fordi man har større chancer for at vinde konkurrencer jo flere kompetencer, man har. Vi kan blive ved med at gøre os gældende, jo flere kompetencer, vi har,” siger Jakob Brandt-Nielsen.